Fra 2011 bliver energiforbedring ofte til et krav, når boligen skal vedligeholdes.
Det kan være en god forretning at energiforbedre sin bolig, når man laver almindeligt vedligeholdelsesarbejde. Fra næste år bliver den gode forretning ofte til et krav. Med det nye bygningsreglement, som træder i kraft fra den 1. januar, bliver kravene til energiforbruget i bygninger skrappere. Det betyder blandt andet, at boligejere kommer til at møde nogle nye krav, når de vedligeholder deres bygninger.
I mange tilfælde kræver den nye lovgivning, at man udfører energiforbedringer i sammenhæng med vedligeholdelsesprojekter, hvis besparelsen fra energirenoveringen tjener sig hjem i løbet af en årrække.
Håndværkere med stort ansvar
Reglerne er skruet sådan sammen, at den håndværksmester, der udfører arbejdet, bærer en stor del af ansvaret for, at de rentable energiforbedringer bliver ført ud i livet. Hvis det ikke sker, kan en håndværksmester i yderste konsekvens blive tvunget til at lave arbejdet om. Derfor kan boligejere opleve at håndværkerne, ikke bare siger ubetinget ja til at skifte vinduer eller lægge et nyt tag, men i stedet stiller krav og foreslår energiforbedringer i samme omgang.
Kilde: Danskbyggeri.dk
Af mob@stark.dk