Den øgede fokus på istandsættelse af hjemmet og især inden for energiområdet i forbindelse med den nye BoligJob-ordning kan have stor betydning for byggebranchen.
Den nye ordning, der trådte i kraft den 1. juni, giver danskerne fradrag for lønudgifter til hjælp og istandsættelse i hjemmet. Ved hjælp af ordningen kan danskere over 18 år få betalt op til en tredjedel af arbejdslønnen ved energiforbedringer og andet arbejde, og det giver flere arbejdspladser.
70 % overvejer energiforbedringer
Over 70 % overvejer at bruge fradraget til energiforbedringer. Det vil skabe op mod 2.000 nye arbejdspladser om året i byggebranchen, vurderer installatørernes organisation, TEKNIQ. Brancheforeninger opfordrer medlemmer til at fortælle kunder om ordningen.
"Rigtig meget af det arbejde, den nye ordning vil sætte i gang, kommer til at være energiforbedrende," siger økonomisk konsulent Klaus Mosekjær Madsen fra TEKNIQ.
Samme vurdering har Dansk Byggeri.
"Der er sket et skift over de sidste par år, hvor danskerne i stadigt højere grad går op i at energiforbedre," siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius fra Dansk Byggeri.
Danskerne er klar
Mere end syv ud af ti danskere overvejer at bruge fradraget til at sætte gang i energiforbedringer. Det viser en helt ny undersøgelse, som Userneeds har foretaget for Go’ Energi.
"Tallene tyder på, at fradragsordningen kan være det afgørende skub, der får danskerne til at sætte gang i energiforbedringer," siger Henrik Teglgaard Lund, sekretariatschef i Go’ Energi.
Flest overvejer at bruge ordningen til at få efterisoleret loftet (24 %), efterfulgt af nye vinduer og ruder (23 %) og tagrenovering (17 %).
Disse energiforbedringer er dækket
Ordningen BoligJobplan gælder hjælp og istandsættelse i hjemmet – blandt andet disse energiforbedringer:
- Reparation og udskiftning af vinduer og ruder
- Reparation og udskiftning af olie- eller gasfyr og varmeanlæg
- Isolering af tag og loft
- Isolering af ydervægge
- Installation af solfanger og solceller
Det er der flest, der overvejer
- Efterisolering af loft: 24 %
- Udskiftning til energieffektive vinduer: 24 %
- Udskiftning af ruder til energiruder: 23 %
- Reparation/renovering af tag: 17 %
- Installation af solceller: 16 %
- Installation af solfanger: 16 %
- Hulmursisolering af ydervægge: 15 %
- Udskiftning af tag: 14 %
- Andet: 13 %
- Isolering af tag: 8 %
- Installation af jordvarmeanlæg: 6 %
- Udskiftning af oliefyr til en luft til vand-varmepumpe: 3 %
|
FAKTA
Om fradragsordningen BoligJobplan
- Ordningen er en forsøgsordning med skattefradrag for lønudgifter til hjælp og istandsættelse i hjemmet, der gælder fra den 1. juni 2011 til og med 2013
- Tilskuddet er på ca. en tredjedel af lønudgiften og gælder hjælp og istandsættelse både inde og ude
- Fradraget gives til personer over 18 år og kan maksimalt udgøre 15.000 kr. årligt pr. person. Det svarer til knap 2½ time om ugen i et hjem med to voksne
- Ordningen udformes som et ligningsmæssigt fradrag og får en enkel administrativ løsning, som ikke er mere besværlig end internethandel.
|
Kilder:
Finansministeriet - fm.dk
TEKNIQ - tekniq.dk
Go’ Energi - goenergi.dk
Af ksk@stark.dk