Udenlandske håndværkere, der ringer på døren med tilbud kan blive en dyr fornøjelse, hvis du takker ja til deres tilbud.
Boligejerne advares mod at benytte sig af tilbud fra udenlandske håndværkere, der ringer på døren hos private. Arbejdet er både dyrt, ulovligt og ofte bliver der lavet noget sjusk. Det skriver Dansk Byggeri.
I de sidste par år har der i sommerhalvåret været et stigende antal boligejere, der har haft besøg af udenlandske håndværkere, som ringer på døren og tilbyder for ekselmpel at male, skifte havefliser eller lave andre former for håndværksmæssigt arbejde.
Sig nej
Dansk Byggeri har fået adskillige henvendelser fra folk, som har oplevet denne form for ulovligt dørsalg – og i visse tilfælde har boligejerne følt sig direkte truet af de udenlandske håndværkere.
"Jeg vil opfordre boligejerne til at afslå tilbud fra udenlandske håndværkere, der ringer på døren og tilbyder deres arbejdskraft. De er ikke seriøse, og skulle de lave et sjusket stykke arbejde, har forbrugeren ingen mulighed for at få erstatning," siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.
Tilbud ved døren er ulovligt
Det er i strid med Dørsalgsloven at kontakte kunder på deres bopæl. Desuden kan det vise sig at blive en dyr fornøjelse at benytte sig af den udenlandske arbejdskraft. Der er mange eksempler på, at prisen for en opgave er langt højere, end hvis forbrugeren havde benyttet en organiseret håndværker.
Fra ekstrabladet.dk - Håndværkeren
Af mob@stark.dk