Søg
  Tilmeld dig Log ind

STARK overtager XL-Byg i Ringsted

31. januar 2012

STARK overtager pr. 1. marts Printz XL-Byg Ringsted og styrker dermed positionen med i alt 94 landsdækkende forretninger.

Printz XL-Byg Ringsted, som er ejet af familien Printz, bliver nu en del af STARK, der er Danmarks største og mest effektive byggematerialeleverandør. For STARK betyder købet en markant styrkelse på Midtsjælland.

Printz XL-Byg Ringsted blev stiftet i 1956 af John Printz, og har gennem årene oparbejdet en position som en stærk lokal tømmerhandel med et godt omdømme. Forretningen beskæftiger 20 medarbejdere og salgschef Henrik Carlsen tidligere STARK Slagelse tiltræder 1. marts som trælastdirektør.

   ”Vi er meget glade for, at familien Printz har valgt STARK til at føre deres forretning videre. Vi overtager en tømmerhandel, der har en meget stærk lokal position og nogle dygtige medarbejdere, som vi glæder os til at arbejde samme med,” siger Lars Hansen, adm. direktør hos STARK.

Flere services til kunderne
Det bliver de samme medarbejdere kunderne vil møde, når de fremover handler i STARK Printz Ringsted. Men derudover vil kunderne opleve, at de får adgang til et større sortiment af byggematerialer samt en lang række services, som de ikke tidligere har haft adgang til.

   ”For vores nuværende kunder betyder det lettere adgang til byggematerialer, og for nye kunder i lokalområdet, der ikke er vant til at handle STARK, kan vi nu tilbyde en vifte af landsdækkende fordele. Med vores unikke services indenfor rådgivning, logistik og landsdækkende kontoaftaler giver vi kunderne en lettere og mere effektiv hverdag, når de bygger nyt eller vedligeholder. Det håber jeg, at kunderne vil få stor glæde af, så de oplever, at det bliver nemmere at bygge bedre med STARK,” siger Lars Hansen.

STARK opruster
Købet af Printz XL-Byg Ringsted er det andet opkøb inden for kort tid, som STARK har foretaget. Tidligere på måneden overtog STARK Tommerup Trælast på Fyn, som dog afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse.

   ”I STARK er vi altid opmærksom på nye muligheder, der kan styrke vores forretning som Danmarks største byggematerialeleverandør. STARKs 94 forretning har alle en stærk lokal tilstedeværelse og lokalt kendskab, som sammen med vores unikke landsdækkende services og dygtige medarbejdere, har givet STARK den position, vi har i dag. Så opstår der andre muligheder for at ekspandere yderligere, vil det selvfølgelig være interessant for os,” siger Lars Hansen.

For mere information: Kontakt adm. direktør Lars Hansen på telefon: 8934 3434.

Info om STARK:
STARK beskæftiger ca. 2.500 medarbejdere og er landsdækkende med 94 trælaster, byggecentre og specialforretninger i Danmark og Grønland. STARK er med en årlig omsætning på 6,5 milliarder - Danmarks største leverandør til byggeriet. STARK er en del af DT Group A/S, der er Nordens største distributør af byggematerialer.