STARK er først med svanemærkede døre til byggeriet

Som de første lancerer STARK svanemærkede døre til byggeriet. Det sker under STARKs eget mærke RAW. Dermed bliver det lettere for håndværkere at træffe et godt miljøvalg, når der skal sættes døre i et bæredygtigt byggeri.

Som de første i Norden lancerer byggemarkedskæden STARK svanemærkede døre. Svanemærket sikrer, at døre og tilhørende karme lever op til branchens skrappeste miljøkrav: Alle trædele består af sporbart træ fra lovligt skovbrug, en høj andel af træet er fra certificeret bæredygtigt skovbrug, lim og maling lever op til skrappe kemikaliekrav, og pladematerialet i dørene lever op til skrappe formaldehydkrav til gavn for indeklimaet.

- At anvende svanemærkede produkter i en bygning er både et godt valg for miljøet og for de mennesker, der efterfølgende skal bo eller opholde sig der. Vi er glade for, at STARK som de første nu gør det let at benytte svanemærkede døre i byggeriet. Det kan være med til at skubbe byggematerialer og flere aktører i en mere bæredygtig retning, hvilket er meget positivt. Byggematerialer har en væsentlig betydning for den samlede miljø- og klimabelastning i både renoveringer og nybyggeri, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark, der har ansvaret for Svanemærket i Danmark.

Vanskelig at opnå

Svanemærket er Nordens officielle miljømærke og regnes for at være en af de vanskeligste miljøcertificeringer at opnå for producenter. Svanemærkede døre kan f.eks. indgå i svanemærket byggeri, hvor bygherren belønnes for at anvende svanemærkede materialer eller i DGNB-certificeret byggeri – det vil sige i to af Danmarks skrappeste miljøcertificeringer af bæredygtigt byggeri.

- Når vi som de første tilbyder svanemærkede døre og karme, er det endnu et eksempel på, hvordan STARK vil gøre det lettere for håndværkerne at bygge bæredygtigt. For STARK er det et nyt miljøvenligt tiltag, der flugter med den stigende klimabevidsthed over alt i samfundet, siger Britta K. Stenholt, adm. direktør for STARK Danmark.

STARK lancerer Svanemærket på døre og karme under eget RAW-varemærke. De svanemærkede RAW-døre er til indvendig brug og fås som celle- eller massive døre i et væld af varianter. Alle RAW-døre og tilhørende karme er mærket op med farvekoder, der gør det nemt at sammensætte de rette kombinationer.

De mest almindelige døre og karme lagerføres i den lokale STARK-forretning, mens hele sortimentet af svanemærkede døre kan leveres fra STARKs centrallager inden for 24-48 timer.

Svanemærkede RAW-døre kommer naturligvis med den dokumentation for materialernes bæredygtighed, der kræves for at indgå i et DGNB-certificeret byggeri, ligesom Svanemærket automatisk sikrer, at dørene også er godkendt til brug i et svanemærket byggeri.
Ud over Svanemærket er dørene fra RAW også FSC©-mærkede. Det sikrer, at alle trædele kommer fra bæredygtigt skovbrug, hvor der ikke fældes mere træ end skoven kan nå at reproducere.

Læs mere om de svanemærkede RAW-døre

Fakta om Svanemærket:
Svanemærket er blandt verdens skrappeste miljøcertificeringer.
Mærket bygger på en livscyklusvurdering og et helhedsperspektiv. Før et produkt må bære Svanemærket, skal det gennem en omfattende certificeringsproces. Her sikrer dokumentation og kontrol, at alle krav er opfyldt.
Svanemærket står for:

  • Skrappe miljøkrav – i alle relevante faser af produktets livscyklus
  • Skrappe krav til kemikalier – til gavn for miljø og sundhed
  • Løbende stramning af krav – for at skabe bæredygtig udvikling
  • Certificering og kontrol – for at skabe tillid og tryghed

Læs mere om Svanemærket

Fakta om RAW:
RAW er en serie af byggematerialer specifikt udvalgt til at imødekomme de særlige krav, der stilles til nordisk byggeri, når det gælder holdbarhed, bæredygtighed, byggestil og kvalitet.
RAW arbejder målrettet på at overholde nordiske standarder og krav til bæredygtige byggematerialer. Det betyder bl.a., at hovedparten af træbaserede RAW-produkter er FSC- eller PEFC-certificerede, at RAW-maling er udstyret med Indeklimamærket og at RAW-træpaneler, døre, karme og filler-produkter er Svanemærkede.
RAW sælges eksklusivt af STARK i Danmark samt i Finland, Sverige og Norge.
Læs mere om RAW-produkterne