GENTRÆ gør milliardbyggeri grønnere

Projektet GENTRÆ har sparet DGNB-byggeriet på Kay Fiskers Plads i Ørestaden flere tons CO2. Ved at få afhentet det midlertidige byggepladstræ og genbrugt det, er byggeriet blevet endnu mere miljøvenligt.

På Kay Fiskers Plads i Ørestaden er entreprenørfirmaet Hoffmann ved at færdiggøre et milliardbyggeri for KLP Ejendomme. Det er det hidtil største DGNB Guld certificerede-projekt i Danmark. Det betyder, at en meget høj grad af bæredygtighed er tænkt ind i projektet fra start.

Certificeringen betyder også, at byggeriet får point for at genanvende materialer i byggeriet. Det har projektet gjort i samarbejde med STARK og GENTRÆ.

GENTRÆ går ud på at genanvende midlertidigt træ i byggeriet, f.eks. afdækningstræ og køreplader, i stedet for at brænde det efter brug. STARK afleverer bure til byggepladsen og henter dem, når de er fyldt op med træ. Derefter renses træet, hvorefter det sælges i STARK eller genanvendes til andre projekter.

Skal ændre mindset om byggepladsaffald

Alex Søren Jensen er byggeleder hos Hoffmann A/S. Han har ansvaret for arbejdsmiljø, byggepladsen og logistik på projektet.

”Normalt ville vi have smidt træet ud, fordi det ville være besværligt og pladskrævende at genbruge det”, siger han.

Han forklarer, at dilemmaet er, at når et byggeri er færdigt, ønsker byggelederen at få ryddet pladsen så hurtigt som muligt. Det betyder ofte, at man vælger de hurtige løsninger - at få materialerne kørt væk i containere, i stedet for at tænke genanvendelse ind i byggeplanen.

”Vi er vant til, at rydningen af byggepladsen skal gøres hurtigt, så det handler om, at vi skal ændre vores mindset. Det kan godt være, at det tager en dag ekstra at få bortskaffet materialerne mere bæredygtigt, men det er kun én selv, der sætter begrænsninger for at gøre det”, siger han.

Mange fordele ved GENTRÆ

Tømrermester Mick Korsgaard og hans hold fra MIKO Entreprise har stået for at afdække byggepladsens nyanlagte flisegulv med 1000 kvm krydsfinér. Det var ham, der foreslog byggelederen Alex Søren Jensen at bruge GENTRÆ-ordningen. Mick Korsgaard nævner både bedre arbejdsmiljø, øget effektivitet og miljøhensyn som klare fordele ved GENTRÆ:

”Burene kunne køres rundt på pladsen, så det gjorde det nemmere at afmontere pladerne, i stedet for at vi skulle gå hen med dem til en container. Normalt skulle vi stå to mand og løfte en krydsfinérplade over hovedhøjde for at få den i containeren. Det slap vi for her”, siger han og fortsætter:

”Da vi var færdige, hentede STARK burene og kørte dem til vejning. Bagefter fik vi tilsendt et certifikat på, hvor meget træ vi havde afleveret, og hvor meget sparet CO2, det svarede til”.

Foreløbig har STARK hentet 17 tons træ og dermed sparet miljøet for mere end syv tons CO2.

Mick Korsgaard er så begejstret for GENTRÆ-ordningen, at han vil implementere den i sin egen virksomhed. Det kan både betale sig for miljøet og bundlinjen. Han kan nemlig få en betydelig besparelse, når han samarbejder med GENTRÆ, fortæller han.

Genbrug er billigere

Byggeleder Alex Søren Jensen kendte ikke til GENTRÆ-projektet før tømrermester Mick Korsgaard nævnte muligheden. Og efter at have snakket med STARK, var han vild med idéen.

”Det er en ordning, som næsten alle byggepladser kan være med på. Burene fylder ikke særligt meget, og man skal bare fylde dem op, ringe til STARK og så bliver det afhentet. At få træet afhentet af GENTRÆ er faktisk billigere for mig, end at smide pladerne ud”, siger han.

Samarbejdet med GENTRÆ har inspireret byggelederen til at overveje, hvordan han kan genbruge flere materialer ved sine byggerier.

”Jeg har mange kvadratmeter af materialer, som ikke fejler noget. Det er kun blevet brugt én gang. Reelt kan noget af det holde 10-15 år mere uden problemer. Jo mere jeg kan sende til genbrug, jo mere vil jeg gøre det”, siger han.

Træet får nyt liv

De 15 tons træ, som byggeriet på Kay Fiskers Plads indtil videre har fået afhentet gennem GENTRÆ, har allerede fået nyt liv. En del af træet er blevet brugt til at bygge skaterramper hos Game Streetmekka i Viborg.

Det resterende træ fra byggepladsen bliver solgt i STARKs forretninger til håndværkere, som bruger det til køreplader, midlertidig afdækning mv. på andre byggepladser. Også private kunder køber pladerne til f.eks. kaninbure og dueslag.

Byggeleder Alex Søren Jensen synes, at det er dejligt, at træet bliver brugt igen og går til gode formål. Og ikke mindst, at det er godt for miljøet.

”Det føles fedt at sige: ”Prøv lige at se her, hvad træet bliver brugt til helt ovre i Viborg”. Og da jeg modtog den første rapport om, hvor meget CO2, vi havde sparet, blev jeg helt høj. Jeg synes kun, at det er et positivt projekt”, siger han.

Læs meget mere om bæredygtighed hos STARK på vores bæredygtighedssite. Her kan du også finde andre cases med bæredygtige projekter. 

Fakta om byggeriet på Kay Fiskers Plads

  • KLP Ejendomme opfører projektet for 1,25 mia. kr.
  • Hoffmann er entreprenør, Rambøll er teknisk rådgiver og Vilhelm Lauritzen Arkitekterne er inddraget.
  • Projektet er det største guld-certificerede DGNB-projekt i Danmark.
  • Certificeringen betyder, at både den miljømæssige, økonomiske, funktionelle og teknisk kvalitet vurderes.
  • Der kommer 1.000 m2 solceller på taget.
  • 63.000 tons beton bliver brugt til projektet. Det svarer til de to pyloner på Øresundsbroen.
  • Ejendomme skal bruges som kontorbygning i dagtimerne, og butikker, caféer og restauranter vil være åbne om aftenen og i weekenderne.

Kilde: KLP Ejendomme

Fakta om GENTRÆ

  • Når byggeaffald i en almindelig affaldscontainer med træ afhentes, koster det op til 1.000 kr. pr. ton.
  • Når STARK henter et U-jern med GENTRÆ med ét ton genanvendeligt affaldstræ, koster det 600 kr.
  • Udover den økonomiske gevinst, kan byggeriet få point i DGNB-regnskabet ved både at bruge og genbruge træ.
  • CO2-besparelsen er 455 kg CO2 eq/ton krydsfinerplader, hvis det erstatter krydsfiner fra Europa og 1 tons CO2 eq /ton krydsfinerplader, hvis det erstatter krydsfiner fra udenfor Europa.
  • GENTRÆ er støttet af Realdanias innovationskonkurrence Circular Construction Challenge, som GENTRÆ vandt i 2018.
  • GENTRÆ findes p.t. kun i Storkøbenhavn, men vil blive udrullet til andre dele af Danmark.
  • Læs mere på www.GENTRÆ.dk eller følg med i projektet på Instagram på @gentrae_rewood.

Fakta om DGNB-certificeret byggeri

  • DGNB består af en række kriterier og underkriterier, der tilsammen bruges til at evaluere en bygning eller et byområde.
  • Der vurderes ud fra kriterier som miljømæssig, økonomisk, sociokulturel, funktionel og teknisk kvalitet.
  • DGNB har bl.a. fokus på miljø, ressourceforbrug, indeklima, akustik, klimaskærmskvalitet og produktdokumentation.
  • Byggerier kan opnå Sølv, Guld, Platin eller DGNB Diamant.

April 2021