…

Har du den rigtige støvsuger til byggepladsen?

Undgå påbud fra Arbejdstilsynet på grund af forkerte støvsugertyper, der ikke beskytter dig og kollegerne tilstrækkeligt på byggepladsen. Her får du tilsynets anbefaling til sikkert støvsugervalg.  

Flere byggevirksomheder har på det seneste fået påbud fra Arbejdstilsynet, fordi de har brugt støvsugere, som ikke i tilstrækkelig grad sikrede medarbejderne mod skadelig støv på byggepladsen.

  

Støv skal tackles på arbejdsstedet

- Støv på byggepladsen skal imødegås, der hvor arbejdet foregår. Det gør det med effektivt processug på boremaskine, mejselhammer, rundsav eller andre værktøjer og ved arbejdsopgaver, som producerer støv. Det er også vigtigt at anvende en egnet støvsuger til almindelig rengøring – dvs. en støvsuger med den rigtige klassificering i forhold til opgaven.

Det understreger Arbejdstilsynets chefkonsulent Kell Guldager Petersen. Han forklarer videre, at støv på byggepladser ofte består af en blanding af mange fraktioner og kan indeholde kræftfremkaldende stoffer (som fx respirabelt kvarts), træstøv, gammel mineraluld og metalstøv fra slibning i forbindelse med svejsning.

 

Sådan vælger du den rette støvsuger

Støvsugere til byggepladsen skal som minimum være CE-mærkede og opfylde standarden DS/EN 60335-2-69 fra 2012. Standarden klassificerer støvsugere i tre støvklasser: L, M og H, hvor klasse H skal benyttes, når der er kræft- eller sygdomsfremkaldende støv.

Desuden skelner standarden mellem støvsugere indrettet til processug, der hedder ”dust extractors”, samt støvsugere, som du udelukkende kan anvende til rengøring. De kaldes for ”vacuum cleaners”.  

Arbejdstilsynet anbefaler, at du bruger H-klasse støvsugere af typen ”dust extractor” på byggepladsen, fordi de kan anvendes til alt arbejde. Så er du sikker på, at støvsugeren efterlever Arbejdstilsynets krav og undgår at udsætte dig selv og kollegerne for unødig risiko, når I laver støvende arbejde. 

STARK hjælper dig i kampen mod støv

Hos din nærmeste STARK står vi altid klar med professionel rådgivning om de rette produkter og materialekombinationer til opgaven, så du bl.a. minimerer risikoen ved støvende arbejde.  

Du kan også få en containerløsning ud på din byggeplads, så du er sikker på, at du altid har de vigtigste materialer lige ved hånden, og arbejdet ikke går i stå på grund af materialemangel.