Alt indmad udskiftet i omfattende renovering

Da Emil Guldmand første gang så det rækkehus, han har købt, var han godt klar over, at han stod over for sit livs største projekt. Huset havde bogstavelig talt ikke set en malerpensel eller et stykke værktøj, siden det blev bygget i 1971. Det var mildest talt i en miserabel forfatning.

 Nu har Emil fået sin ønskebolig. En rigtig ungkarlehybel, hvor der ikke er sparet på noget.

…

Næsten som at starte fra bunden
”Jeg var på udkig efter et hus, der ikke var for stort, og som ikke måtte koste alt for meget. Jeg er single, så prisen var helt klart vigtig. Til gengæld var jeg klar til at give den en skalle med renovering, så jeg kunne få huset præcis, som jeg gerne ville have det. Jeg faldt over en annonce med et Jens P. Koch hus fra 1971, der blev beskrevet som et håndværkertilbud – og det skal jeg love for, at det var", fortæller selvbygger Emil.

Han fortæller videre: "Efterhånden som jeg fik fjernet planterne i den vildtvoksende have og fik blotlagt gulve og vægge inde i huset, stod det klart, at her var der behov for en altomfattende renovering, hvis det nogensinde skulle blive til mit drømmehus".

…
…

Kun fundament, mure og tag er bevaret
"Huset, jeg købte, havde været beboet af en gammel dame, som tydeligvis ikke magtede selv den mest elementære vedligeholdelse", fortæller Emil.

"Der var mildest talt møgbeskidt overalt, og under gulvvinylen drev det med fugt.  Men jeg kunne se mulighederne i huset, og valgte derfor at slå til på sælgers ganske fornuftig pris. Til gengæld har jeg, når projektet er færdigt, været alt igennem. I realiteten er kun fundamentet, murene og taget bevaret. Det originale Eternittag er i overraskende god stand, så det nøjes jeg med at male. De nye døre og Velfac vinduer er købt, og da de var monteret kunne jeg se tilbage på næsten et års arbejde, hvor jeg samlet har brugt cirka 1.000 timer på projektet."

…
…

Haven ryddet
Som forarbejde blev den jungle, som haven havde udviklet sig til, delvist ryddet og åbnet op. Alle gamle planter blev fjernet, men heldigvis viste en forundersøgelse, at kloakeringen var sund nok. Der var derfor ikke behov for noget større gravearbejde. Der er ikke sket ændringer på bygningsomfang, facader eller den indvendige indretning af huset, så der er ikke lavet tegninger eller nogen egentlig projektbeskrivelse. Af samme grund har der heller ikke været behov for byggetilladelse m.v.

…
…
…
…

Total renovering
Det stod hurtigt klart, at der var behov for en gennemgribende renovering, og det var derfor bare et spørgsmål om at gå i gang fra en ende. STARKs Vesterbro afdeling i Århus fungerede som faglig sparringspartner omkring tekniske løsninger og i valget af materialer, og der er ikke gået på kompromis med kvaliteten.

Selvbygger med familie og venner
Emil har selv en håndværkerbaggrund, som VVS-montør. Han har aldrig selv lavet et større byggearbejde, men han var klar til at gå i gang med det store projekt, selv om han var helt på det rene med, at det ville kræve rigtig mange arbejdstimer over en lang periode. Emils far er en erfaren selvbygger, og han har selvfølgelig stået bi med råd og dåd. Gode kammerater har også ind imellem givet en hånd med - men ellers er det i høj grad Emils projekt.

Kvaliteten er i top
Al indmad i huset er i realiteten skiftet ud, lofter, gulve, døre, vinduer, køkken og sanitet. Al isolering er også fornyet, men det bestående eternittag er bevaret. Der er valgt kvalitetsmaterialer hele vejen rundt – Velfac vinduer, asketræsgulve, dyre klinker og Miele hvidevarer. Bortset fra det autoriserede elektriker- og VVS-arbejde, har Emil lavet alt selv.


Seks hurtige til selvbyggeren Emil Guldmand

Er du tilfreds med resultatet?
”Jeg er meget tilfreds med resultatet. Faktisk er det blevet meget bedre, end jeg forventede. Jeg fik mange gode råd og god sparring fra STARKs Jakob Søndergaard, især til valg af materialer.”

Er der noget du ville gøre anderledes?
”Nej, selv om jeg nok ville tage en rigtig dyb indånding, inden jeg gik i gang med et tilsvarende projekt igen.”

Har du nye projekter i støbeskeen?
”Når jeg meget snart er færdig med at montere vinduer og døre, mangler jeg kun haven. Den regner jeg med at anlægge, så den fremover bliver så lidt arbejdskrævende som mulig.”

Hvad har været den største udfordring?
”Den største udfordring har nok været at holde motivationen oppe til så omfattende og langvarigt et projekt. I den forbindelse har det været godt at kunne hente råd og motivation hos STARK".

Hvad er du mest stolt af?
”Fra starten så projektet næsten håbløst ud. Jeg er stolt af, at jeg kom i mål med så godt et resultat".
 
Dit bedste råd til andre selvbyggere?
”Det er vigtigt at vide, hvor man kan hente gode råd og hjælp til konkrete problemstillinger. STARK er gode at have i baghånden”.