…

Bedre indretning og udsigt

Hvad gør man, når huset er indrettet forkert i forhold til udsigten? Man træffer en beslutning, laver tegninger og fjerner alt, så kun ydervæggene står tilbage. Derefter genopbygger man det hele, så alt vender rigtigt i forhold til udsigten.

Idé

Det var en tilbygning med en stue og masser af glas, der løste problemet. Men udsigten kan også nydes fra det nye køkken/alrum. Nybygningen har Lars Bæhrenz, der til daglig er major og pilot, forsynet med en terrasse med front mod søen. Både han og hustruen Annette er glade for den arkitekttænkte atriumgård, der også er en del af tilbygningen. Det oprindelige arkitekttegnede hus står i dag med murværk i en vandskuret, grå tone, ligesom der er anvendt koksgrå eternit. Tilbygningen er bygget op omkring en let trækonstruktion beklædt udvendigt med eternit. Taget er sort pap.

Man kan jo bare flytte et rum
”Det var en sjov proces at komme igennem”, siger Lars. ”Vi forsøgte egentlig at lappe på det vi havde. Kunne man flytte et rum osv.? Det var først, da vi begyndte at tænke huset som kun ydervægge, at der skete noget. Vi fik lavet tegningerne og gik derefter til STARK.”, fortæller Lars. ”Vi fik rådgivning om, hvilke materialer, der var brug for. Så jeg er meget glad for den faglige hjælp, jeg har fået”.

…
…

Udførelse

Byggeri i etaper
Bortset fra de obligatoriske håndværkere, der altid bliver involveret omkring køkken, elektricitet, pålægning af tag osv. har Lars lavet det hele selv. Når det har taget så forholdsvis lang tid, skyldes det, at Lars har et krævende arbejde. Samtidig har han taget en coach-uddannelse, og der har også skullet været tid til døtrene Asta og Thea. Men som selvbygger er han måske heller ikke den hurtigste. Han har taget byggeriet i etaper og hele tiden lært nye ting i forløbet.

I ferier, weekender og fritid
”Der har mest været byggeri i fritiden. Primært i weekender og ferier”, siger Lars. Det er blevet til nedrivning af vægge, opbygning af nye, ind- og udvendig beklædning, vandskuring, isolering, montering af nyt gulv, loft osv. Trækonstruktionen i den nye tilbygning og pålægning af paptag har han fået hjælp til. Mureren har opbygget en skorsten, hvor der før var hoveddør og forhøjet enkelte mure. Udgravning og fundament blev også klaret af professionelle håndværkere, ligesom en VVS-mand har sørget for rørføringen fra husets oprindelige system.

Et bedre sted at bo
Den nye udsigt får smilet frem på Annette og Lars. Det er uden tvivl den, de er mest glade for. ”Det er så godt, at vi gjorde det”, siger han. ”Huset er blevet helt rigtigt og så meget bedre at bo i. Det hænger sammen nu, og vi nyder det, som aldrig før. Det har været drøjt, men det har været det hele værd”, konstaterer han.

…
…

Opfølgning

3 hurtige til Annette og Lars

Hvad har været den største udfordring?
”Det har været en kæmpe udfordring at bo i huset med familien, samtidig med at du bygger om. Du splitter det hele ad, og så skal hverdagen ellers bare fungere. Selvfølgelig var der stadig 3 værelser at leve i, men alligevel. Men også projektets omfang. Der var forskel på den tid, vi troede, det ville tage, og den tid det virkelig tog”.

Hvad er jeres bedste råd til andre med samme planer?
”Har man økonomien til det, så bo i et sommerhus eller noget andet, mens det står på. Det er mit bedste råd. Tag det hele i etaper, og lær hen ad vejen. Er der ekstra penge, så få den professionelle hjælp, der er råd til, for nogle gange er det rart med aflastning. Men det er også værd at tænke over, at det hurtigt bliver tre gange dyrere.”

Hvad er næste projekt?
De nyder det lidt lige nu, men Lars og Annette skal videre. Næste gang skal haven have en tur. På den skrånende baghavegrund er der plateauer og der skal bygges ny terrasse. Og jo, så skal der fjernes mos ude på terrassen foran stuen.

Det har Lars og Annette selv lavet:

  • Tegning
  • Flytning af vægge
  • Konstruktion af nye vægge i huset
  • Lofter
  • Gulve
  • Opsætning af fermacelplader
  • Maling
  • Vandskuring
  • Eternitbeklædning udvendig
  • Udskiftning af vinduer og døre
  • Bygning af terrasse


Det har håndværkere hjulpet med:

  • Murer (højere mure og skorsten)
  • Pålægning af tag
  • Opbygning af let bærende skelet til nybygning (tømrer)
  • VVS-arbejde
  • El-arbejde