…

Mal stuen på en weekend

Trænger dine stuevægge til at blive frisket op? Det er ikke så svært at male stuen. Selvom mange har tendens til at gøre det til et stort og omstændeligt projekt inde i hovedet, så kan det faktisk klares på en weekend. 

FREDAG
Start fredag eftermiddag med at få forberedelserne på plads. Vask væggene ned med grundrens, så de ikke er fedtede. Ellers bliver det svært at få malingen til at binde. Er der huller i væggene fra f.eks. billeder, så skal de spartles og slibes glatte, når de er tørre.

Du behøver ikke bruge grunder, hvis du kun spartler små områder. Men bliver reparationerne større, får du det bedste resultat, hvis du giver området et lag grunder. Derefter skal du dække ordentligt af. Brug malertape til kanterne, ved fodlister og ved dørkarme, og dæk af med plastik på gulvet. 

LØRDAG
Lørdag er store-male-dag. Nu står stuen klar, rengjort og afdækket, og det er altså bare om at komme i gang. Start med at male med en tynd pensel rundt ved dørkarme og langs fodlisterne, så det bliver pænt.Brug herefter en malerrulle til at male resten. Sørg for, at der er masser af lys, så du hele tiden kan holde øje med, at du ikke får lavet helligdage. 

Når du er færdig med første lag, skal det have lov til at tørre i cirka fire timer. Herefter maler du et lag mere og lader det tørre natten over. 

SØNDAG
Søndag skal du bare på plads igen. For når du står op søndag morgen, er du sådan set færdig med at male og klar til at rykke møblerne tilbage. Tjek dog lige væggene grundigt efter for at se, om de er ensartede. Det bør de være efter to lag maling, men ellers maler du igen en tredje gang og lader det tørre. Herefter skal du have hylder og billeder op på væggene igen.

Det eneste du skal have klar på forhånd er maling og materialer – det vil sige, at du måske skal sætte torsdag aften af til en tur i STARK.

Er du i tvivl om, hvilken type maling, du bør vælge, så spørg også i din lokale STARK. Her står medarbejderne altid klar til at hjælpe dig. Du finder altid et bredt udvalg af kvalitetsmaling hos STARK, og uddannet personale, der kan give dig professionel vejledning, så du får den bedste løsning.

TIP! Mål kvadratmeterarealet på dine vægge, før du går ud og køber maling. Det er nemlig sværere at gætte sig til den rigtige mængde maling ud fra et gulvareal. Og det ville da være ærgerligt at købe alt for lidt eller alt for meget maling. Skulle du komme hjem med for meget maling, så bare rolig: STARK tager gerne uåbne malerbøtter retur i standardfarver.