…

Red liv med røgalarmer

Hvorfor har vi røgalarmer? For at skabe sikkerhed. Hvis der opstår brand, er det oftest røgen der er farlig og kan dræbe, idet forgiftningen gør dig bevidstløs og du opdager dermed ikke, at der er brand. 

Men for meget få penge, kan du reducere risikoen betydeligt. Ved at opsætte røgalarmer øger du din chance for at blive advaret, inden branden har nået at sprede sig. Det giver dig bedre mulighed for at slukke branden selv eller tid til at redde dig selv og andre ud af boligen og få tilkaldt hjælp. På den måde kan røgalarmer være med til at redde liv og værdier.

Forkert placering kan være fatalt
Du skal altid placere din røgalarm i loftet, da det er her, røgen stiger op. Du skal ikke placere den i et hjørne, men i loftet, midt i rummet. Hvis alarmen sættes andre steder en i loftet, risikerer du at dens effekt – og dermed din sikkerhed – nedsættes betydeligt.

Hvis du har en stor bolig, skal du have flere røgalarmer, som du kan sætte op i f.eks. soveværelser, stuer og andre opholdsrum. Har dit hjem mere end en etage, skal du have minimum 1 alarm pr etage, men gerne flere. 

OBS! Placér ikke dine røgalarmer i dit badeværelse eller i dit køkken, da dine alarmer kan aktiveres af damp eller os fra madlavning. Du må derimod gerne opsætte en alarm i nærheden af dit køkken, da mange brande opstår i forbindelse med madlavning.

Alternativt kan du opsætte en varmealarm i køkkenet, max 5,3 meter fra komfuret og ovnen. En varmealarm reagerer nemlig på temperatur og ikke røg. Det gør den meget velegnet til de rum i din bolig, hvor røg kan opstå, som køkkener, fyrrum m.m. Alarmen aktiveres enten på en høj temperatur eller ved en pludselig høj temperaturændring.

Du kan også vælge serieforbundne røgalarmer, der virker sådan, at når én alarm aktiveres i ét lokale, så lyder advarselstonerne i alle hjemmets værelser. 

Test og lyt
Du bør teste dine røgalarmer en gang om måneden. Hvis du har været på ferie i længere tid, skal du altid teste alarmerne, når du er hjemme igen, for at være sikker på, at batteriet ikke er blevet brugt op i mellemtiden.

Røgalarmerne vil advare dig, når de er ved at løbe tør for batteri. Du vil høre et højt bip med jævne mellemrum, og når alarmen gør opmærksom på den lave batterispænding, bør du udskifte batteriet med det samme! Er dine røgalarmer mere end 10 år gamle, bør du udskifte dem uanset.

Hvis du er i tvivl om, at dine røgalarmer stadig virker, kan du forsøge at trykke på testknappen, der altid sidder på en røgalarm. Hvis den giver et højt bip, så virker alarmen stadig.
Det er vigtigt, at røgalarmen kan høres i alle rum. Få en ven eller et familiemedlem til at hjælpe dig, med at teste det. En af jer kan trykke på røgalarmens testknap, mens den anden går fra rum til rum og tester lyden.

TIP! De røgalarmer, du kan finde i STARK vandt i ”Bedst i test” i Forbrugerrådet TÆNKs seneste test af røgalarmer.