…

Gør din bolig klar til salg

Få gode råd af relationschef Mads Ellegaard fra ejendomsmæglerkæden home om, hvilke overvejelser du kan gøre dig om boligforbedringer, hvis du gerne vil sælge din bolig.

Overvejer du at forbedre din bolig med salg for øje, skal du huske på, at hvad der har værdi for nogle, betyder mindre for andre. Men det kan som oftest betale sig at få repareret åbenlyse mangler og male væggene i klassiske nuancer.

Salgsklar bolig
Danskere, der køber bolig via home, bruger i gennemsnit 214.000 kr. på at få lavet efterfølgende forbedringer og istandsættelser. Det drejer sig om alt lige fra nyt badeværelse over tilbygninger, til en simpel gang maling eller lignende. Tallet fortæller, at det for mange boligkøbere er afgørende at kunne sætte sit eget præg på boligen.

Undgå dyre investeringer
Derfor er vores generelle råd til boligejere, der går med umiddelbare salgstanker: Fokusér på de nemmeste og billigste forbedringer.

Fokusér på at rette op på fejl og mangler. Og fokusér på at få boligens store overflader til at se pæne ud, fx ved at male væggene i en klassisk hvid eller neutral nuance.

Køkken og bad
Men hold igen med de større og dyrere investeringer, som fx et nyt køkken eller badeværelse, hvis det udelukkende handler om at få et salg hurtigt igennem. Du kan alligevel aldrig være sikker på, at fx farve- og materialevalg rammer købers smag helt perfekt.

Dog kan det betale sig, hvis dit køkken eller badeværelse er af ældre dato eller er meget slidt at se på.

Pudset facade
Har dit hus en pudset facade, kan den friskes op og denne investering er en af de bedste du kan foretage dig som sælger. Pengene vil mange steder kunne hentes hjem igen i form af en højere huspris.

Den fugtige kælder
Har du en kælder, der egentlig er stor og rummelig, men er plaget af fugt, kan du tørre den med dræning og isolering. Du kan endda indrette den med rum, der ikke kan godkendes til beboelse

Som en tommelfingerregel er det dog de små udskrivninger, der lettest tjener sig selv hjem.