…

Vælg det rette EL-værktøj

El-værktøj letter mange arbejdsopgaver, men hvilke egner sig bedst, når man skal have løst et projekt smartest og hurtigst?

Dyksav og rundsav
Rundsaven er perfekt til de grovere og større saveopgaver, men investerer du i stedet i en dyksav, får du en sav med større alsidighed og hurtigere arbejdsgang. Med skinnen sparer du tid på at optegne streger på dit emne, og du får et mere præcist og lige snit. Ved tilpasning af døre sættes skinnen blot på dørpladen med skruetvinger, og døren kan tilpasses uden afmontering. Og har dyksaven en flad side, kan du save næsten helt til kanten af gulvet.

Dyksnitsfunktionen er perfekt til firkantede huller midt i plader ved f.eks. udskæring i bordplade til vask, trappehuller i gulv osv.  Saven kan indstilles til smigskæring til køkkenbordplade/-kant, hjørnesamlinger m.v, og den variable hastighed kan tilpasses snittets type og materiale. 

Husk at tilslutte dyksaven til en støvsuger, så du undgår de store mængder støv, der opstår ved anvendelse af dyksave – både af hensyn til dine lunger samt den efterfølgende rengøring.

Bordsav
Her får du hurtigt et mini-savværk, der er let at opbevare og stille op. Med smigindstilling af klingen og justering af klingehøjden kan du ud over almindelige snit i brædder og plader løse mængder af opgaver så som profilsamlinger til gulvbrædder, lister, skyggelister, opbevaringskasser til værkstedet eller børneværelset ved anvendelse af det medfølgende anslag.  Og saven kan sluttes direkte til en støvsuger, så du undgår megen træstøv i dit hjem.

Kap-/geringssav
Ses på enhver byggeplads og er grundpillen i ethvert gør-det-selv-værksted - helt uundværlig ved bygning af carport, træbeklædninger osv . Opgaverne, du kan løse med en god kap-/geringssav, er utallige: Pyramide-top på stolper i hegn; dekorative snit i stolper m.v. ved at justere smig og dybdestop på klingen til kun at skære delvis ned i emnet; samling af trækonstruktioner ved at skråtstille klingen og meget mere. Dybdestop øger alsidigheden, og du kan indstille din arbejdsplads til gentagelse af samme størrelse på stakit, hegn, lister, paneler etc.

Multi-cutter
Den er simpelthen el-værktøjets svar på en schweizerkniv: Trekant-sliber, metalsav, træsav, fugefræser, skraber i ét – vha. det brede sortiment af tilbehør. Anvendelsesmulighederne er utallige: Firkantede huller i emner, afkortning / tilpasning af gerekter ved lægning af nyt gulv, alternativ til stemmejern ved trange områder, fjernelse af lim, rengøring/skrabning af flader ved udskiftning af fliser osv. Der findes mængder af tilbehør tilpasset opgaverne – også til skæring i tæpper, pap, tagpap m.v.

Håndoverfræser med base
Det uundværlige værktøj for træbearbejderen. Du kan udføre alverdens profiler og dekorative udsmykninger på rammer, stolper, plader, skabslåger; tap-, svalehale-, fer-/not-samlinger; udfræsning til hængsler, låse, lister, emner, der skal nedsænkes i andre emner; fals i vinduesrammer osv.
Arbejde med fræsere støver meget, så husk tilslutning til støvsuger.