…

Hjælp nye boligejere med energirenoveringen

Opdateret februar 2020 

Ifølge Energistyrelsen energirenoverer boligejeren typisk max tre år efter boligkøbet. Vi giver dig her en række tips til, hvordan du får dialogen om energirenovering godt i gang.

Knap 90 procent af alle husejere, der har købt og renoveret deres bolig inden for de seneste ti år, renoverede senest tre år efter, at de købte huset, oplyser Energistyrelsen.  

Det er godt nyt for dig som professionel håndværker, der har styr på efterisolering, vinduesudskiftning og andre effektive renoveringstiltag. Du kan nemlig øge chancen for mere forretning til gavn for dit firmas udvikling.

Vi giver dig her fire gode råd til, hvad du kan nævne i din renoveringssnak med kunden:

1. Stort potentiale for lavere varmeregning

Særligt boliger med dårlige energimærker kan det betale sig at renovere. Ifølge Energistyrelsen varierer besparelsespotentialet, men afhængigt af hustype og lokale varmepriser kan boligejeren spare helt op mod 25.000 kroner om året i opvarmningsudgifter, hvis huset har energimærke G.

En undersøgelse foretaget af Energistyrelsens viser, at det i huse med de dårligste energimærker oftest vil være rentabelt, når du udskifter varmekilden og efterisolerer loft, ydervægge og gulve.

Vidste du, at du ved at fikse utætheder i klimaskærmen kan spare boligejeren for unødige varmeudgifter?

2. Salgsprisen vokser i takt med energimærket

Går boligejeren i salgstanker, kan du nævne, at en analyse fra Dansk Byggeri viser, at der i gennemsnit kan hentes 50.000 kr. på salgsprisen, for hvert trin energimærket hæves. Så kan det fx muligvis betale sig for boligejeren at få foretaget en vinduesudskiftning eller efterisolering af loftet, før boligen udbydes til salg.

Du kan her læse flere gode råd om løft af boligens energimærke.

3. Få skatterabat og energitilskud  

Har boligejeren endnu ikke udnyttet sit håndværkerfradrag, kan vedkommende trække op mod 12.500 kr. fra i skat (tal for 2020), når du fx laver efterisolering eller vinduesudskiftning.   

Boligejeren kan også få et skattefrit tilskud til energirenoveringen fra forsyningsselskaberne. Som professionel håndværker kan du også selv indgå en samarbejdsaftale med et forsyningsselskab, så du nemt kan guide boligejeren – og øger chancerne betragteligt for selv at lande renoveringsopgaven. Ordningen løber til udgangen af 2020.    

4. Bedre indeklima efter energirenovering

Når boligejeren hæver husets energimærke, bliver indeklimaet ofte også bedre. Det skyldes mindre træk, støj og kulde udefra, men også bedre luftfugtighed, så bl.a. risikoen for skimmelsvamp bliver mindre.

Du kan også læse mere om, hvordan du rådgiver boligejeren om gode energivaner, så vedkommende optimerer udbyttet af sin investering i energirenovering.

STARK hjælper dig med energiopgaverne

Hos STARK over hele landet står vi altid klar med professionelle råd og vejledning om de mest optimale produkter og materialer til at løfte boligejerens energimærke.

Samtidig finder du et omfattende kvalitetsudvalg, uanset om du skal udskifte vinduer, efterisolere lofter eller fx udskifte fuger omkring vinduer og døre. Kig forbi din nærmeste STARK og bliv klogere på, hvordan vi sammen skaber så effektive arbejdsdage for dig som muligt.