…

Undertaget - husets regnfrakke

Før og nu 
Det velkendte, traditionelle stråtag krævede intet undertag. Men da tegltaget i 1800-tallet blev populært i Danmark, stod det hurtigt klart, at tagstenene ikke gav huset optimal beskyttelse. Der måtte ekstra tætning til, og derfor blev der påført mørtel og fuget på undersiden af teglstenene. Men understrygning er tidskrævende. Så fra starten af 1900-tallet begyndte man derfor i stedet at bruge et fast undertag, bestående af en bræddeforskalling.

Det faste undertag
I dag er faste undertage imidlertid ofte lavet af vandfast limede krydsfiner- eller OSB-plader, hvorpå der er lagt et-to lag tagpap eller en særlig, stærk kunststoffilt. Det faste undertag kan også stadig udføres ved en 19 mm bræddeforskalling.

Det faste undertag er damptæt, hvilket kræver luft og ventilation mellem undertaget og isoleringen. Der skal derfor være en ventilationsspalte på minimum 50 mm i gennemsnit - ellers kan der opstå problemer med kondens og fugt inde i tagkonstruktionen. En tagløsning der holder i flere årtier kan bl.a. sikres ved, at vælge et undertag med samme levetid som selve tagbelægningen

Alternativt kan det faste undertag være af tynde træfiberplader eller fugtimprægnerede gipsplader. Disse undertage har bl.a. den  fordel, at de er nemme at montere – og de har desuden lang levetid. Undertage af de særlige, fugtimprægnerede gipsplader er bl.a. i besiddelse af så gode brandhæmmende egenskaber, at de i nogle tilfælde benyttes i forbindelse med brandsikring af stråtage. Til gengæld er de ikke så egnede, når der er mange gennembrydninger af taget – fx i form af kviste, skotrender og ovenlys.

Det lette undertag 
Undertage i ruller på basis af bitumen, PP-folie eller polyesterfilt er omvendt nemmere at montere. Samtidig gør det også vægtmæssigt lette materiale det muligt at udnytte husets 1. sal endnu bedre. Tagdugen kan monteres direkte på isoleringen, hvorved tagets samlede tykkelse bliver omkring 5 cm mindre end ved et fast tag – til gavn for lofthøjden.

Rigtigt fra start
Udvalget af undertage er ganske stort. Men uanset hvad du vælger, bør du være meget omhyggelig med at lægge undertaget. Er undertaget ikke monteret korrekt, kan der nemlig let opstå problemer siden hen.

Et undertag af en tagdug giver plads til mere isolering - eller bedre lofthøjde, hvis du bygger loft til kipIfølge Byggeskadefonden er de mest almindelige byggeskader i tagkonstruktionen forårsaget af følgende fejl:

- Manglende tæthed over for regn og fygesne pga. fejl ved inddækninger og afslutninger ved kviste, skotrender, tagfod og rygning.
- Undertaget oplægges under tegltagsten med for små overlæg og nedbrydes af solens ultraviolette lys.
- Manglende eller dårlig ventilation, som medfører dannelse af råd og skimmelsvamp
- Undertaget er udført uden tæt regnvandsafledning ved tagfod, gavle, skotrender, kviste og ovenlysvinduer, hvilket medfører fugt- og vandskader i tagkonstruktionen.
- Tagkonstruktionen er opbygget med en kombination af undertag med kort levetid (15-25 år) og tagbelægning med lang levetid (40-60 år).