…

Gode råd til valg af fliser på badeværelset

Udvalget af fliser til badeværelset har aldrig været større. Et forkert flisevalg kan ødelægge udtrykket på dit badeværelse, så det er vigtigt, at du vælger rigtigt.

Siden 1990’erne har trenden gået på store fliser af sort skifer eller granit, men moden inden for fliser og klinker udvikler sig hele tiden. Der findes mange forskellige typer fliser til badeværelset. De mest almindelige er keramiske fliser, mosaiksten og natursten.

Keramiske fliser

Når man taler om keramiske fliser, er det fliser, der er lavet af ler og normalt har en let glaseret overflade, der er meget slidstærk og nem at gøre ren. De keramiske fliser fås også med en mere ru overflade, der er specielt velegnede til gulve i badeværelser, så de er mere skridsikre, når de er våde.

Mosaiksten
I flere tusinde år er mosaiksten blevet brugt til udsmykning både ude og inde og er især kendt fra Spanien og Italien. I Danmark har mosaikkerne også vundet indpas og især i små badeværelser er de små sten velegnede.

Natursten
Natursten, som kalksten, skifer, granit eller marmor, er ikke helt vandtætte, da de fra naturens side er porøse. Derfor er det vigtig at vælge natursten, der er behandlet med en vandfast voksforsegling, hvis de skal bruges i våde zoner som eksempelvis brusenichen. De tåler som regel ikke afkalkning og skrappe rengøringsmidler, så det skal man være opmærksom på, hvis man vælger natursten som løsning.


Farven på flisen er en temperamentssag
Når du skal vælge fliser til dit badeværelse, er det en derfor en temperamentssag, hvad du skal sætte op. I Skandinavien er boligerne ofte moderne og stilrene, og mange går efter det sort/hvide look.

I Danmark vælger de fleste dog stadig den neutrale 15 x 15 cm flise i en lys nuance, som er den sikre og klassiske løsning. Det er et valg, der er pænt og nydeligt, og en stil, som holder i mange år og som også kan gå an i en eventuel salgssituation.

Nye tendenser med store fliser på badeværelset
Der er dog en større grad af individualitet i dag. De store fliser vinder mere og mere frem, og nogle gange bliver de op til 120 x 120 cm på gulvarealet.

De store fliser får rummet til at virke større rent visuelt, og vælger man også at sætte samme fliser på den ene af væggene, giver det en god effekt uden at dominere hele badeværelset.

Det er især også blevet populært at benytte sig af skarpskårne fliser, hvilket giver muligheder for at lave meget små fuger, eller slet ingen fuger, bedre kendt som knasfuger, hvor fliserne lægges helt tæt på hinanden. Det giver et meget roligt og stilrent udseende.

Det kan dog give visse tekniske udfordringer at få de meget store fliser lagt. For at undgå, at flisen knækker, må der ikke må være nogen uregelmæssigheder i gulvet.


Fliser på udvalgte steder
Hvis du nøjes med at bruge fliser på gulvet og i bruseområdet på badeværelset, kan du bedre give rummet et anderledes og spændende udtryk. Rummet bliver ikke nær så tungt, og du ser fliserne mere.

Bruger du f.eks. større fliser på gulvet og små, ffliser i bruseområdet, men i øvrigt holder væggene glatte eller vandskurede, skaber du en kontrast og giver rummet kant. På den måde vil de små fliser give liv og de store fliser vil skabe ro – en god kombination, så den ene type flise ikke dominerer hele badeværelset.

Du kan også vælge at bruge store neutrale fliser på både gulv og vægge. Det giver et roligt og stilrent badeværelse, hvor tilbehøret på badeværelset kan skabe liv og udskiftes efter ønske og temperament.

Kvadratisk er klassisk
Et roligt og harmonisk badeværelse ses ofte, når der bruges kvadratiske fliser, hvor det kan give et mere kreativt og til tider rodet udtryk, hvis man blander fliserne.

En måde at forny de klassiske rektangulære eller kvadratiske fliser er ved at kombinere dem med mosaikker. Det giver et nyt og frisk pust og bryder den ensfarvede overflade.

Selv klassiske hvide mosaikker fås med forskellige udtryk, alt efter overfladen. De fås både glatte, noprede eller sandblæst.

Vælger du glasmosaikker i stedet for de keramiske, kan du skabe en frisk overgang fra det klassiske til det moderne uden det behøver at være alt for markant.


Er dine gamle fliser moderne igen?
Hvis dine ældgamle fliser er af en god kvalitet og forholdsvis neutrale, kan du opleve, at de rent stilmæssigt kan bruges igen. Måske kan nye fuger og nyt badtilbehør og -møbler være nok til at give badeværelset helt nyt liv.

Det er værd at tænke på, også når du vælger nye fliser. Ved at vælge en kvalitetsflise, som fastlægger stilen i badeværelset, kan du opleve et badeværelse, der holder uanset trends og modebølger. Det kan altså godt betale sig at betale lidt ekstra og få en løsning, der holder i rigtig mange år.

Spørg fagmanden
Rådgivning om flisevalg og inspiration er vigtige elementer, når du skal bruge mange penge på et nyt badeværelse. Det er altid en god idé at søge rådgivning for ikke at få ”forkerte” fliser til badeværelset.

Kom ind i din lokale STARK forretning og se udstillingerne og få råd og vejledning. VI hjælper dig også gerne med at finde den rette fagmand til at udføre jobbet.