…

Jagten på den helt rigtige tilbygning

Lidt sydvest for Bjerringbro i et naturskønt skovområde nær Gudenåen og Tange Sø ligger et usædvanligt hus. I forlængelse af huset er et større byggeri i gang. Selvbyggerparret Gitte og Steffen Thougaard er nemlig ved at opføre en tilbygning med en komplet jagtstue i overetagen. Jagtstuen er realiseringen af en drøm, Steffen har haft, siden han og Gitte overtog ejendommen for knap syv år siden.

Idé

Stue eller jagtbygning?
Almindelige huse er der nok af her i verden. Men det behøver man ikke lade sig nøjes med. Det havde Gitte og Steffen Thougaard heller ikke i sinde, da de købte et ganske almindeligt parcelhus i et naturskønt skovområde nær Tange Sø i Midtjylland. Som Steffen Thougaard siger: ”Vi købte huset for 6-7 år siden. Men vi ku’ godt bruge noget mere plads. Lige hvordan var vi ikke helt enige om: Gitte ville gerne ha’ en ekstra stue. Og jeg ville gerne ha’ en jagtbygning. Så vi måtte ha’ fat i en arkitekt for at få styr på det hele”.

Tilbygning i to etager
Løsningen, som Gitte, Steffen og arkitekten fandt frem til, blev en tilbygning til det eksisterende hus. En tilbygning i to etager på 100 kvadratmeter i grundplan. Forbindelsen mellem det oprindelige hus og tilbygningen skulle sikres via en mellemgang og en trappe med fire trin ned. Underetagen skulle indrettes med stue og værelser efter Gittes ønsker, mens overetagen skulle blive til den jagtstue, Steffen altid havde ønsket sig.


Håndværkere på timeløn

På baggrund af møderne med arkitekten vidste Gitte og Steffen nogenlunde, hvad der kunne lade sig gøre. Derefter hyrede de håndværkere til de forskellige byggefaser. ”Frem for at bestille en totalentreprise bestilte jeg håndværkere på timebasis. Det var nemmere at overskue og billigere i længden. Derefter gik jeg i gang med at tjekke priser hos forskellige leverandører”, fortæller Steffen.

Pejs, bar og loft til kip
Pristjekket førte ham til den lokale STARK i Bjerringbro, hvor han fik en snak med Selvbyg koordinator, Torben Ravn. I fællesskab fandt de frem til en løsning på levering af materialer m.m. Steffen havde nogle helt klare idéer om, hvordan jagtstuen på førstesalen skulle indrettes. Som han siger: ”Den jagtstue sku’ bare være i orden. Jeg ville ha’ en pejs med en anderledes skorsten, en go’ stor bar og frem for alt loft til kip. Og så lå der jo en brochure om Troldtekt og flød på Torbens bord – det var noget, jeg ku’ bruge. For i en jagtstue skal det dæleme være behageligt at sidde og snakke”.

…
…

Udførelse

Levering af materialer til tiden
Gennembrydningen af murværket i det eksisterende hus og byggeriet af den nye tilbygning styrede Steffen Thougaard selv. Han og håndværkerne begyndte i foråret 2009, og så gik det ellers slag i slag. Mens Steffen koordinerede håndværkere og deltog i byggeriet, sørgede Torben Ravn for levering af materialer til tiden. ”Det var en stor hjælp at ha’ Torben fra STARK med på sidelinien. For jeg havde jo lige som hænderne dybt begravet i alt det andet. Ikke mindst med at gå til hånde og holde øje med håndværkerne”, fortæller Steffen.

Egeplankegulv og trekantet skorsten
”Derudover havde jeg jo nogle idéer til indretningen af jagtstuen. Gitte havde helt styr på underetagen. Men oven på ville jeg gerne ha’ et egeplankegulv, en trekantet skorsten med pejs og frem for alt en bardisk. Topdisken ville jeg lave af en 20-30 cm tyk og knap 3 m lang egesvelle, mens bunden skulle beklædes med sten. Og så skulle der selvfølgelig være et godt jernstativ til flasker”, griner Steffen.

Genveks-anlæg i hele huset
Gitte og Steffen har udelukkende valgt kvalitetsmaterialer og -løsninger til byggeriet. F.eks. har de installeret gennemtænkte køkken- og badeforhold samt genveks-anlæg i såvel den gamle som den nye bygning.


…
…

Opfølgning

4 hurtige til Gitte og Steffen Thougaaard:

Hvad har været den største udfordring?
”Altså Troldtekt er jo rigtig skønt, men det er knageme noget bøvl at sætte op i forbindelse med den løsning, vi har valgt. Så det har vi godt nok makket meget med for at få til at sidde ordentligt. Men det har været hele besværet værd. For der er ikke noget værre end at sidde i et rum, hvor lyden ikke er til at holde ud”.

Hvad er I mest stolte af i forbindelse med byggeriet?
”Nu er vi jo ikke færdige endnu, men indtil videre er det da blevet fuldstændig, som vi havde tænkt os. Den store brændeovn, skorstenen, det lækre badeværelse og ikke mindst baren glæder vi os meget over. Det både fungerer og ser godt ud”.

Hvad er jeres bedste råd til andre med samme planer?
”Man skal sætte tid af til selvbygger-projekter og vide noget, om det man skal ha’ lavet. Ellers kan man lige så godt la’ vær’. Og så skal man frem for alt sørge for at ha’ overblik – hele tiden. Især når man selv er bygherre og skal styre og koordinere håndværkere.

Hvad er næste skridt?
”Vi har et udlejningshus, som vi nok går i gang med at renovere. Men nu skal vi lige være færdige med det her først”.