Nyt ståltag på parcelhus fra 1960'erne

Hvis du brændende ønsker dig et nyt tegltag, men desværre ikke kan få det, fordi det enten er for dyrt eller fordi huset har for lille taghældning, så fortvivl ikke. Hjælpen er nær i form af et moderne ståltag, som er designet og formet, så det ligner tegl på en prik. Ståltaget er let at montere, vejer kun ganske lidt, og så er det vedligeholdelsesfrit med en total garanti på 20 år.

Nyt tag var en nødvendighed
Et parcelhus fra 1962 blev i 1980’erne belagt med bølgeplader af asbest, som desværre viste sig at være af ringe kvalitet. Efter 25 år begyndte taget at smuldre, gro til med mos og vandet begyndte at sive ind forskellige steder. Derfor skulle det skiftes. »Jeg har altid bedst kunnet lide tegltag, men da vores tag kun hælder 15 grader kunne teglsten ikke komme på tale, da det kræver 25-30 grader,« fortæller 68-årige Henning Herlev Sørensen, tidl. afdelingschef i Mejeriforeningen, nu pensionist og selvbygger.

…

Fordelagtigt ståltag
Med valget mellem et moderne ståltag eller et tag med tagpap, var jeg ikke i tvivl. Tagpap kræver svejsegrej, og det er svært at lægge ordentligt. Da det også er dyrere, kunne jeg hurtigt koncentrere mig om et nyt ståltag.

»Stålpladerne var udskåret fra fabrikken i forskellige hensigtsmæssige længder, så der ikke blev noget spild, og desuden var de lagt i den helt rigtige rækkefølge foran vores hus. Man startede med den øverste plade i et bestemt hjørne og fortsatte så rundt til den sidste plade var lagt. Det var en god service, som betød, at jeg følte mig helt tryg ved at lægge pladerne undervejs i forløbet,« forklarer Henning, som havde et ekstra problem, der skulle løses samtidig.

Farvel til ubudne gæster
»I to år havde vi bakset med en mår-familie, som havde lavet rede i isoleringen under taget. Vi var efterhånden blevet godt trætte af den megen tummel og larm under taget, især om sommeren, når der var unger i reden, men hverken forsøg på at stresse dem eller opsætning af fælder virkede.

Vores indvendige loft går helt til kip, så vi havde ingen mulighed for at komme ind til mårene, før jeg fik det gamle tag fjernet. Al isoleringen havde mårene trampet ned, og derfor fik jeg opsat et tykt trægitter ind mod den nye isolering, inden underlagsdugen blev lagt. Heldigvis har det holdt måren væk, og vi har ikke hørt noget til måren siden,« oplyser Henning.

Arbejdsprocessens udfordringer
»En af de ting som vanskeliggjorde arbejdet var det lange 6-7 måneders tidsforløb, fordi jeg lavede det meste selv. Jeg var nødt til at afdække taget med presenning hver gang det regnede, og efterhånden som arbejdet skred fremad, flyttede jeg også et lille stillads med rundt. En dag blæste det lidt rigeligt, mens jeg havde fat i en lang stålplade. Uheldigvis fik vinden fat i den, og jeg var lige ved at flyve ud over tagrenden sammen med stålpladen, men heldigvis lykkedes det i sidste øjeblik at få fat i gelænderet, så jeg slap med skrækken,« beretter en smilende Henning, som også selv satte to Velux-vinduer i taget.

Viden om tilskud
»Desværre havde jeg bestilt Velux-vinduerne kort tid før staten besluttede at give tilskud til nye vinduer. Hvis jeg havde bestilt en håndværker til at lave arbejdet, og fået ham til at bestille vinduerne, så kunne vinduerne have udløst et tilskud. På den måde kunne jeg have fået vinduerne sat hurtigt og professionelt i til nogenlunde samme pris, som jeg nu måtte give for vinduerne alene,« siger Henning, som dog ikke ærgrer sig over det manglende tilskud.

»Der kommer forskellige tilskudsordninger hele tiden, især i disse år, hvor arbejdsløsheden stiger blandt håndværkere, men det er umuligt at planlægge efter den slags,« mener Henning.

…
…
…
…

4 hurtige til familien Sørensen

Hvad var den største udfordring?
At fjerne de gamle plader på en blid måde, da asbest jo er farligt. Jeg var iført en ”rumdragt” af tynd plastik, fordi det støvede meget, og det var lidt ubehageligt, især fordi det var meget varmt inden i dragten.

Det var også en udfordring at klippe i ståltaget. Jeg fandt heldigvis hurtigt ud af, at en pladesaks var nemmere at bruge end alle de forskellige nippelmaskiner og andet avanceret udstyr, som ellers var beregnet til formålet.

Hvad er I meste stolte af?
At det lykkedes mig på egen hånd få lagt et nyt ståltag rimelig problemfrit, selv om det var første gang jeg prøvede det.

Hvad er jeres bedste råd til andre med et lignende projekt?
Skriv alting ned og forbered dig godt, orienter dig på nettet og hent brochurer i byggemarkederne. Og spørg personalet, som gerne vil hjælpe.

Hvad er næste skridt?
Fyrrummet skal have nyt inventar og nyt gulv.

…
…