…

Er du sikret mod hackere?

Den største trussel mod dit firmas IT-sikkerhed er dig og dine kolleger, viser tal fra Erhvervsstyrelsen. Derfor giver vi dig her en række tips til sikker IT-adfærd, så du minimerer risikoen for dyre sikkerhedsbrud.    

Knap fire ud af 10 af Danmarks små og mellemstore virksomheder har et utilstrækkeligt IT-sikkerhedsniveau. Når der sker et brud på IT-sikkerheden, er omkostningerne gennemsnitligt omkring 40.000 kr. Det viser en nylig analyse, som Monitor Deloitte har lavet for Erhvervsstyrelsen.

Erhvervsstyrelsen vurderer, at det især er de små og mellemstore virksomheders egne medarbejdere, der skaber en sikkerhedstrussel på grund af uhensigtsmæssig IT-adfærd. Og her hjælper antivirus og firewall ikke. Vi giver dig derfor tre effektive fif, så du minimerer risikoen for dyre sikkerhedsbrud og hackerangreb i dit byggefirma.

Læs også om vores tøjwebshop, som gør din hverdag meget nemmere. 

Sådan håndterer du mails
Først og fremmest skal du være kritisk over for de mails, du modtager, også selv om de ser helt almindelige ud og tilsyneladende kommer fra én, du kender.

”Hackere kan i dag sende dig mails, så det ser ud som om, at din kollega er afsender. Og det stiller store krav til din kritiske sans. Så tvivl gerne noget mere på dig selv og dine evner til at gennemskue rigtigt og forkert. Og er du usikker på indholdet – så lad være med at klikke,” skriver Erhvervsstyrelsen.

Er du i tvivl om mailens afsender, kan du fx ringe til den afsender, der står, eller skrive tilbage til afsenderen og spørge om noget, som kun vedkommende selv vil kunne svare på.

Sådan vælger du passwords
Derudover anbefaler Erhvervsstyrelsen, at du er ekstra påpasselig med at vælge gode passwords og sørger for, at det ikke er det samme gamle password, du bruger alle steder, år efter år.

”Skift dit kodeord ofte, og gør det så kompliceret, at kun du kan huske det,” lyder det fra Erhvervsstyrelsen.

Herfra anbefaler man, at du eksempelvis indfører en fast dag hvert kvartal, hvor du skifter dit password til nyt. Her gælder det om at vælge noget andet end din egen fødselsdag, dine børns navne eller dit eget efternavn, så det bliver så svært som muligt at gætte.

Sådan håndterer du de følsomme oplysninger
CPR-numre, regnskabstal, kreditinfo og lignende følsomme oplysninger skal opbevares og administreres med ekstra fokus på sikkerheden. Erhvervsstyrelsen anbefaler derfor, at du opbevarer dem på en krypteret harddisk eller i en aflåst skrivebordsskuffe, hvor kun de relevante personer har adgang.

Husk også, at der i år er kommet nye skrappe regler for, hvordan du håndterer og opbevarer persondata i virksomheden.

Du kan læse meget mere om IT-sikkerhed og gode IT-vaner på Erhvervsstyrelsens hjemmeside. Her kan du ligeledes downloade et samlet IT-kit, så dit byggefirma bliver endnu bedre rustet til at minimere risikoen for sikkerhedsbrud og dyre hackerangreb.

Læs også om SKATs dagsbevis-app til gulpladebiler, som du er god at have, hvis du vil hente og bringe ungerne i firmabilen.