…

Det begyndte med en skurvogn og endte med et drømmehus

Lysten til lys, luft og eget hus fik Bettina Hansen og Dennis Laursen til at droppe lejligheden i København og søge bolig i provinsen. De endte med en grund i Valløby nogle kilometer syd for Køge. Her er de i øjeblikket ved at færdiggøre byggeriet af en murermestervilla i halvandet plan. Villaen er bygget med sans for detaljer og helt efter deres eget hoved.

Idé

Murermestervilla med højt til loftet
Der bliver arbejdet igennem i Valløby – en mindre by nær Køge Bugt. I byens nye parcelhusområde er Bettina og Dennis Laursen ved at finpudse byggeriet af en murermestervilla. Parret har valgt at bygge selv og glæder sig til at blive færdig. For så kan de omsider forlade den skurvogn, de har boet i siden sommerferien 2009 og flytte ind i det hus, de længe har drømt om. Som Dennis siger: ”Vi ku’ godt tænke os en go’ gammeldags murermestervilla. Men prisniveauet var generelt for højt og kvaliteten for dårlig blandt de huse, vi kiggede på. Så efter et stykke tid fandt vi grunden her og besluttede at bygge selv”.

…
…
Tegnede huset selv
Målet for Bettina og Dennis var et hus med store rum og højt til loftet. Der skulle være rigeligt med kvadratmetre og masser af plads udendørs. I kraft af sin uddannelse tegnede Dennis selv tegningerne ud fra sine egne og Bettinas drømme og ønsker. Herefter kontaktede de et rådgivende ingeniørfirma og fik dem til at foretage de statiske beregninger.

Viktualierum eller slyngelstue?
Idéen til huset fik Bettina og Dennis ved at tage rundt og kigge huse og ved at snakke frem og tilbage med venner og familie. Af helt konkrete ting ønskede Bettina sig et viktualierum på 1 ½ x 2 meter til opbevaring af fødevarer m.m. Dennis var en anelse mere krævende: Han drømte om en slyngelstue oven på den dobbeltgarage, der skulle bygges ind i huset.

Udførelse

Tilbud fra lokale leverandører
Der skulle naturligvis gøres en del forarbejde, inden byggeriet af villaen kunne gå i gang. Bettina og Dennis tjekkede først og fremmest op med lokalplanen for området, så alt omkring højden på bygningen, valg af tagsten osv. var helt på plads. Derefter kontaktede de en række lokale leverandører af byggematerialer, beskrev projektet og indhentede tilbud på leveringer af førsteklasses materialer til det samlede byggeri.

…
…
Skarpe priser og seriøs rådgivning
”Vi endte hos STARK i Køge og fik en go’ snak med SelvByg koordinator Peder Toftgaard. Ham viste vi tegningerne og fortalte om vores drømme, og efter nogen tid stod det klart, at det var STARK, vi ville arbejde videre med. Det var her priserne var bedst”, fortæller Dennis, som efterfølgende fik koblet SelvByg salgschef Johan Bergstrøm på sit projekt.

Maghognidøre- og vinduer overalt

Som bygherre havde Dennis selv ansvar for at styre byggeprocessen. Håndværkerne fandt han gennem sit netværk som bygningsingeniør, mens materialeleverandørerne blev valgt i samarbejde med Johan Bergstrøm fra STARK. Som Dennis fortæller: ”Vi ville f.eks. gerne ha’ mahognivinduer og -døre i hele huset. Så da Johan fik en go’ aftale i stand med STM Vinduer, slog vi selvfølgelig til”.
…
…
Faste leveringsdatoer
I det hele taget kom Johan og Dennis til at arbejde tæt sammen i de næste mange måneder. Allerede på et af de første møder fik de fastlagt datoer og tidspunkter for leveringer. ”Jeg ved jo fra mit arbejde, at det er vigtigt at få styr på den slags. Så jeg gik meget op i, at vi fik gennemgået det hele, så jeg hele tiden kunne ha’ materialer klar til håndværkerne”, fortæller Dennis.

 

Opfølgning

Farvel til skurvognen
Bettina og Dennis flyttede ind i en skurvogn på grunden i juni 2009. Planen var, at de skulle rykke ind i deres drømmehus i begyndelsen af 2010. Det har imidlertid ikke helt holdt stik pga. en tømrer, der kludrede i færdiggørelsen af taget kombineret med en leveringsforsinkelse på vinduer og døre. Men nu er indflytningen nært forestående. ”Det bliver fedt at komme ud af den skurvogn oven på den vinter, vi har haft”, understreger Dennis.


4 hurtige til Bettina og Dennis:

Hvad har været den største udfordring?
”Det har helt klart været en udfordring at nå i mål med det hele. Og så er den overordnede koordinering også krævende, når man selv er bygherre. For slet ikke at tale om tiden: Vi har brugt al fritid, sommerferie og weekender på vores hus. Og det har været temmelig hårdt ind i mellem”.

Hvad er I mest stolte af i forbindelse med byggeriet?
”At det hele – trods alt – er gået så glat. Vi har brugt over 50.000 mursten, men vores hus ser også fuldstændig ud, som vi har drømt om, dog skal det lige filses udvendigt i forsommeren. Der er i det hele taget kælet for detaljerne. Alene vores hall eller entré hvor der er 8 meter til loftet, er bare en af de mange ting, vi er rigtig glade for”.

Hvad er jeres bedste råd til andre med samme planer?
”Man skal ikke være bleg for at tegne, hvad man gerne vil ha’. Og så skal man for alt i verden ikke gå på kompromis med noget. Som selvbygger skal man ikke slå sig til tåls med hvad som helst, men gå efter det, man gerne vil have hele vejen igennem. Det bliver man mest glad for i længden”.

Hvad er næste skridt?
”Hæ, enten en gildesal eller en slyngelstue oven på dobbeltgaragen. Det skal vi lige blive enige om…”