App ruster dig til kamp mod byggefugt

Teknologisk Institut har udviklet en app, så du præcist kan planlægge dine tørreprocesser, når du f.eks. støber betongulve. Så minimerer du risikoen for forsinkelser og fugtskader.

Støbeprocesser om vinteren (f.eks. udstøbning af betongulve) kan være svære at tidsestimere. Årsagerne er bl.a. usikkerhed om varigheden af tørreprocesserne, samt hvilke løsninger til fugthåndtering der er mest effektive i den konkrete situation. Det kan gøre din planlægning usikker og skaber risiko for forsinkelser samt byggefugt, der ’fanges’ og giver grobund for fugtskader.  

Læs kravene til udtørring og fugthåndtering i Bygningsreglementet.

Få helt styr på dine tørretider
Teknologisk Institut har udviklet en fugt-app, som du kan bruge på din iPhone eller iPad, når du arbejder med støbeprocesser. Så får du lettere ved at planlægge dit arbejde og mindsker risikoen for at blive forsinket eller skulle slås med fugtproblemer senere. 

”Effektiv håndtering af byggefugt starter med god planlægning. App’en gør dels, at du fra starten hele tiden kan følge med i, hvordan din tørreproces udvikler sig. Dels gør den, at du løbende har et præcist grundlag for at vurdere, hvilke fugthåndteringsværktøjer du vil få mest ud af i dit projekt,” forklarer seniorkonsulent Bent Kofoed fra Teknologisk Institut.

Sådan bruger du fugt-app’en
Du indtaster oplysninger om, hvor i landet og hvornår dit projekt finder sted, samt oplysninger om din konstruktion, betontype, fugthåndteringstiltag m.m. Derefter beregner app’en for dig, hvor lang tid du skal påregne til udtørring, og hvor meget energi du skal bruge. Så får du et præcist estimat, som du kan bruge i din planlægning af projektet.

Du kan samtidig bruge app’en til at teste effekten af forskellige fugthåndteringsværktøjer både i forhold til tid og energi. Så kan du nemt og hurtigt se, om det f.eks. bedst kan betale sig for dig at bruge vintermåtter, øget ventilation, varmeblæsere eller en kombination. 

Du finder app’en hos Teknologisk Institut her.

Husk bygherres ansvar for indregning af tørretider
”Ud over at bruge app’en i din egen planlægning kan du anvende den som grundlag for din dialog med bygherre om tidsplanen for projektet. Her skal du huske, at bygherre faktisk er påbudt ved lov at indregne forsvarlige tørretider i udbud og tidsplan,” understreger Bent Kofoed.

Du kan læse mere om ansvarsfordelingen i SBi-anvisning nr. 230.