Arbejd uden faldrisiko på rullestillads

Når du følger BAR-BA's vejledning om opsætning og nedtagning af rullestilladser, minimerer du risikoen for faldulykker. Du undgår samtidig bøder, hvis Arbejdstilsynet dukker op.

Siden 1. januar 2014 har Arbejdstilsynet ført tilsyn med stilladser på danske byggepladser efter skærpede krav. Kravene betyder, at du skal være fuldt sikret mod nedstyrtning, når du opstiller og  nedtager stilladser. Ellers risikerer du at få en bøde eller påtale, hvis Arbejdstilsynet kigger forbi på byggepladsen. Samtidig øges faldrisikoen, hvis der ikke er fuld sikring mod nedstyrtning.

Nedenfor kan du læse de anbefalinger, som Branchearbejdsmiljørådet for Bygge & Anlæg (BAR-BA) giver i forhold til brede og smalle rullestilladser.

Rullestilladser kræver montagedæk

BAR-BA anbefaler, at du bruger såkaldte montagedæk, når du opsætter eller nedtager rullestilladser, uanset om rullestilladset er bredt eller smalt. Så forhindrer du fald fra højden under stilladsarbejdet. Montagedæk er 'ekstra' almindelige etagedæk. Du kan se, hvordan du bruger montagedækkene, i montagevejledningen fra din stilladsproducent.

Husk, at når du køber dit stillads hos STARK, er du altid sikker på at få en montagevejledning. 

Du kan se i denne video, hvordan du bruger montagedæk på brede rullestilladser:


Her kan du se, hvordan du bruger montagedæk på smalle rullestilladser:

Særlige forhold ved rullestilladser
1. Arbejder du udenfor med rullestilladset, må det øverste etagedæk højst være 8 m over jorden. Inden døre må du bygge stilladset op til 12 m. Husk, at du uanset hvad skal følge de højdebegrænsninger, som din stilladsleverandør beskriver i vejledningen. Så kommer du mest sikkert fra start. 

2. Du må kun opsætte, nedtage eller ændre på et rullestillads over 3 m i højden, når du har gennemført den særlige 1 dags stilladsuddannelse. Samtidig kræver rullestilladser over 3 m i højden, at I er mindst 2 mand om opgaven, når det skal opstilles, nedtages eller ændres.

3. Rullestilladser må ikke fastgøres til andre bygningsdele eller konstruktioner, ligesom du ikke må anvende rullestilladser som støtte for dine byggematerialer. Afsætter du byggematerialer på rullestilladset, så sørg for at overholde belastningskravene i din stilladsleverandørs vejledning. Så undgår du, at stilladset pludselig vælter på grund af overbelastning. 

4. Når du arbejder på rullestilladser, må du kun benytte håndværktøj. Sørg for, at du kan komme forsvarligt til, når du arbejder, så du ikke behøver at øge din rækkevidde med kasser, skamler, stiger m.m. På den måde mindsker du risikoen for faldulykker og minimerer ubehagelige arbejdsstillinger. 

5. Vær også opmærksom på vindhastigheden, når du skal opstille, nedtage eller arbejde på rullestillads. Er vindhastigheden større end 12,5 m/s, er det ikke længere sikkert for dig at opholde dig på stilladset.

Du kan læse hele BAR-BA's vejledning om opstilling og nedtagning af rullestilladser her.

STARK gør dit stilladsarbejde enklere
Hos STARK over hele landet finder du altid et bredt udvalg af stiger og stilladser, så du er sikker på at få en løsning, som passer til din opgave. Kig forbi og hør mere om, hvordan vi sammen klæder dig på til at arbejde sikkert og effektivt i højden.

Du kan også bruge Stilladsguiden fra Stilladssektionen under Dansk Byggeri, når du skal vælge det rigtige stillads til dit byggeri. Du finder Stilladsguiden her.