Gratis service skaffer varige kunder

Mød tømrermester Martin Errild, der er nomineret til Årets Håndværker i tømrerkategorien, som sponseres af STARK. Hans firma oplever stor succes med service, der får kunderne til at vende tilbage.

Tømrer- og snedkerfirmaet TME Byg ApS fra Ølsted er af anmeld-haandvaerker.dk nomineret til prisen som Årets Håndværker 2015 i tømrerkategorien, der sponseres af STARK. Kåringen finder sted ved gallashowet 8. april 2015 i Cirkusbygningen i København.

”Kåringen af Årets Håndværkere handler om at hylde det gode håndværk, styrke kvaliteten i byggeriet og ikke mindst udbrede de mange gode håndværksoplevelser, som tusindvis af danskere får hver eneste dag,” siger Peter Birkelund, der er en af initiativtagerne bag kåringen af Årets Håndværkere.  

Kundeservice er din bedste investering
Ud over nomineringen til Årets Håndværker er TME Byg blevet udnævnt til Gazelle-virksomhed i 2014 af Dagbladet Børsen. Tømrermester Martin Errild fra TME Byg fortæller her, hvordan du via service skaber en sund forretning i vækst. 

”Det gælder først og fremmest om at levere på servicedelen, så du hele vejen fra start til slut giver kunden en god fornemmelse i maven. Det koster lidt ekstra tid, men investeringen betaler sig hurtigt hjem, for kunderne vender som regel tilbage,” siger Martin Errild.

”God service mindsker også risikoen for, at tingene går i hårdknude, hvis der f.eks. opstår en skade. Sker der blot den mindste ting i forbindelse med byggesagen, kommer du bedst ud af det ved at gå så langt som muligt for kunden. Dén tilgang har for os betydet, at vi endnu aldrig har haft en sag med en kunde via Dansk Byggeri,” fortsætter han.  

Lav skræddersyede tilbud hver gang
Martin Errild understreger, at det handler om at få kunderne til at føle sig som noget særligt. Derfor prioriterer TME Byg f.eks. at lave skræddersyede og gennemskuelige tilbud hver gang. 

”Når du som håndværker i dag laver tilbud til kunderne, er det afgørende at lave det så forståeligt og udførligt som muligt. Angiver du delpriser og forklarer de enkelte dele, giver du kunden et klart indtryk af opgaven. Men det kræver, at du bruger tid på det. Vi kaster f.eks. aldrig bare et hurtigt standardtilbud af sted, men skriver hvert enkelt tilbud særligt til den enkelte kunde.” 

Levering til aftalt tid og sted
”Derudover handler godt håndværk i dag om at kunne levere den aftalte ydelse til den aftalte tid. Når vi siger, at vi kommer mandag, så kommer vi mandag. Ellers ringer vi mindst nogle dage i forvejen og aftaler et nyt tidspunkt med kunden. Det betyder meget for kunderne, at de ved, at de kan stole på os.”

Skaf nye kunder på nettet
”Vi prioriterer sociale medier og anmeld-haandvaerker.dk rigtig højt, for siden giver os helt konkrete tal på kvaliteten af vores arbejde. Desuden gør den det lettere for os at komme i kontakt med nye kunder. I dag er det slet ikke nok kun at have sin egen hjemmeside og referenceliste. Kunderne søger først og fremmest på nettet, når de skal bruge en håndværker.”