Murermesters tips til flot flisearbejde

Du mindsker risikoen for fugtskader og skuffede kunder, når du udfører flisearbejdet rigtigt fra starten. Vi giver dig flisespecialist 'Kalle' K. E. Kristensens bedste tips.

Bygningsreglementet BR15 kræver, at du udfører overfladerne i badeværelser og andre vådrum, så de bliver helt tætte. På den måde minimerer du risikoen for, at der senere opstår skader på grund af gennemtrængende vand og fugt, som kan være dyre at udbedre.

Du kan læse mere om vådrumskravene i BR15 her.

Få underlaget gjort helt plant fra starten
”Når du laver flisearbejde, er det afgørende, at underlaget er helt plant, før du går i gang med monteringen af fliserne.  Du kan f.eks. spartle eller trække op med lim, hvis der er lunker. Så mindsker du risikoen for utætheder på grund af dårlig vedhæftning. Samtidig slipper du for at bruge tid på at pille fliserne ned og starte forfra.”

Det fortæller murermester 'Kalle' K.E. Kristensen fra Stenløse ved Odense. Hans firma er specialister i fliseopgaver og udfører bl.a. mange badeværelsesrenoveringer for private boligejere. 

Gå ikke ned på flisekvaliteten
”Brug ordentlige kvalitetsfliser, så du har sikkerhed for, at de kan holde til at blive brugt og holder sig flotte i mange år,” siger 'Kalle' K.E. Kristensen.

Hos STARK over hele landet finder du altid et omfattende kvalitetsudvalg af fliser til badeværelser, køkkener, entreer og gange m.m. Du kan også få en snak med vores flisespecialister om din opgave, så vi sammen kan finde ud af, hvordan du løser opgaven bedst muligt.

Store fliser stiller større krav
”Fliser i store formater er blevet meget populære. Men når du arbejder med fliser i formater over ca. 60 x 60 cm, er det ekstra vigtigt med et fuldstændigt plant underlag. Ellers er der risiko for, at fliserne ikke hæfter ordentligt, så de hurtigt river sig løs, og du risikerer at skulle lave det hele om. Samtidig skal du være ekstra omhyggelig og præcis, når du monterer fliserne, for der er ikke meget tolerance at arbejde med,” forklarer 'Kalle' K. E. Kristensen og uddyber:

”De store fliser kræver desuden ofte, at I er mindst to mand om opgaven, da fliserne er tunge og kan være svære at håndtere. Det kan også være nødvendigt at bruge egnede tekniske hjælpemidler. Så slipper du dels for at overbelaste kroppen, og dels nedsætter du risikoen for, at fliserne knækker under arbejdet.”

Husk, at når du renoverer badeværelser i huse fra perioden 1950-1977, kan der være risiko for PCB i fugerne omkring gulvafløb. Du kan her læse mere om, hvordan du håndterer PCB i forbindelse med renoveringer.