Ny AT-vejledning om systemstilladser

Undgå påbud og bøder fra Arbejdstilsynet og få bedre sikkerhed ved arbejde i højden. Arbejdstilsynets nye vejledning om systemstilladser beskriver bl.a. dit ansvar som arbejdsgiver samt kravene til stilladserne.

For at forbedre din sikkerhed ved stilladsarbejde i højden har Arbejdstilsynet lavet en ny vejledning om systemstilladser. Den beskriver dit ansvar, hvis du er bl.a. arbejdsgiver. Samtidig viser vejledningen de krav, der fremover gælder for opstilling, nedtagning og arbejde på systemstilladser. Så undgår du lettere påbud og bøder fra Arbejdstilsynet, og I arbejder mere sikkert.

Du kan her læse mere om Arbejdstilsynets seneste aktioner på byggepladser i Danmark.

Sådan lyder kravene

Opstiller dit firma systemstilladser f.eks. i forbindelse med facade- eller murerarbejde, er det dit ansvar som arbejdsgiver at sørge for:

  • En brugsanvisning. Hvis I ikke ændrer i stilladsets standardopstilling, vil producentens brugsanvisning normalt være tilstrækkelig. Ændrer I derimod i standardopstillingen (f.eks. ved at blande stilladsdele fra forskellige producenter), skal du selv få lavet en brugsanvisning, som præcist beskriver den korrekte opstilling. Samtidig kan det blive nødvendigt at få lavet nye konstruktionsberegninger som dokumentation for, at stilladset er forsvarligt at bruge.
  • Uddannelse, instruktion og oplæring. Så snart arbejdet med opstilling, nedtagning eller ændring af stilladset foregår i over 3 meters højde, skal dine ansatte have gennemført den lovpligtige arbejdsmiljøfaglige systemstilladsuddannelse. Foregår arbejdet i mindre end 3 meters højde er kravet derimod, at de ansatte skal have modtaget instruktion og oplæring i bl.a. brugsanvisningen for stilladset.
  • Forsvarlig transport, aflæsning og løft af stilladsdele. F.eks. skal tunge stilladsdele som stilladsdæk så vidt muligt håndteres med egnede tekniske hjælpemidler og må ikke håndteres manuelt. I kan f.eks. hejse dem ind med kran.
  • Sikring af medarbejderne mod nedstyrtning.  Som arbejdsgiver har du ansvar for at sikre de ansatte mod nedstyrtning, så snart de arbejder i mere end ca. 2 meters højde. I kan f.eks. montere rækværk eller opskydelige montagegelændere.

Derudover skal dine medarbejdere også sikres mod nedstyrtning, hvis de arbejder i lavere højder end 2 meter, og der er øget risiko for nedstyrtning, f.eks. på grund af vejret, glatte tagflader el. lign.

5. Øvrige sikringstiltag. Endelig er der en række øvrige ulykkesrisici, som du har ansvar for at sikre dine ansatte mod. Det gælder f.eks. sikring mod påkørsler, nedfaldende genstande samt sikring mod fald og snublen i samme niveau.

Du kan læse hele den nye vejledning fra Arbejdstilsynet her.

STARK løfter dit stilladsarbejde 

Uanset om du selv opstiller og nedtager stilladset eller blot arbejder på det, finder du hos STARK over hele landet et stort udvalg af professionelt kvalitetsmateriel, sikringsudstyr og sikkerhedsbeklædning. Kig forbi og lad os sammen udarbejde den løsning, som passer bedst til dit arbejde.