Sådan sikrer du et radonfrit indeklima

Ifølge Sundhedsstyrelsen er op mod 350.000 danske boliger plaget af radonstråling over det anbefalede niveau. Læs her, hvordan du som håndværker kan mindske radonproblemer.

Radon er en radioaktiv gasart, som hvert år koster ca. 300 danskere livet på grund af lungekræft. Det vurderer Sundhedsstyrelsen, som samtidig anslår, at op mod 350.000 danske boliger er udsat for radonstråling over det anbefalede niveau.

Derfor kræver BR15, at nye bygninger radonsikres, ligesom Energistyrelsen anbefaler radonsikring af eksisterende bygninger med for høje radonkoncentrationer. Du kan læse mere om BR15-kravene til radonsikring her

Metoder til minimering af radon
Som håndværker kan du afhjælpe radonproblemer hos boligejeren. Så minimerer du risikoen for sundhedsskadelige radonkoncentrationer og sikrer et indeklima, hvor boligejeren trygt kan opholde sig.

1. Ved nybyggerier anbefales det i BR15, at du udfører fundamenter, terrændæk, gulve, kældergulve samt kælderydervægge som lufttætte konstruktioner f.eks. i beton. Konstruktionerne skal være udført omhyggeligt, så de bliver gode, ensartede og revnefrie i kvaliteten. 

2. Ved eksisterende byggerier anbefaler Energistyrelsen, at du etablerer enkle og billige foranstaltninger, når radonkoncentrationen er mellem 100 og 200 Bq/m3. Det betyder, at du enten kan udføre tætning af konstruktionerne, øge luftskiftet i kælderen eller sikre aktiv ventilation med udeluft.

3. Er radonkoncentrationen i bygningen over 200 Bq/m3, anbefaler Energistyrelsen, at du i stedet udfører mere effektive forbedringer. Så kan du f.eks. etablere eller udskifte betonpladen i terrændækket, montere en radonspærrende membran eller etablere et radonsug.

Du kan læse mere om radon og hvordan du kan afhjælpe radonproblemer hos boligejeren på radonguiden.dk, som bl.a. Energistyrelsen og Trafik- og Byggestyrelsen står bag. 

STARK klæder dig på til kamp mod radon
Hos STARK over hele landet finder du altid et bredt kvalitetsudvalg af professionelle løsninger til effektiv radonsikring. Samtidig står vi altid klar til at hjælpe dig med råd og vejledning, så vi sammen finder ud af, hvordan du mest optimalt radonsikrer boligejerens hus.

Husk også, at radonsikring er en af de professionelle opgaver, som boligejeren kan få håndværkerfradrag for.