Find information om sikkerhed i byggeriet på flere sprog

Har du brug for information om sikkerhed på byggepladsen på flere sprog, kan du nu finde det på Workplacedanmark.dk.

Materialet findes på engelsk, tysk og polsk samt i pdf-format på italiensk, litauisk, rumænsk, russisk og dansk.

Du kan finde information om bl.a. de vigtigste regler inden for grave- og nedrivningsarbejde samt arbejde i højden. Det dækker også tværgående områder som f.eks. håndtering af asbest- og PCB-holdige byggematerialer.

Teksterne med de vigtigste regler er velegnede til dig, der har brug for at give den samme information om sikkerhed til mange forskellige nationaliteter på byggepladsen.

Formålet er at forebygge arbejdsskader

Arbejdstilsynet står bag informationsmaterialet. Formålet med teksterne er, at de skal gøre det nemmere for udenlandske virksomheder at sætte sig ind i de danske regler om arbejdsmiljø på bygge- og anlægsområdet - og dermed forebygge arbejdsskader.

Udover informationsmaterialet har Arbejdstilsynet etableret et samarbejde med Erhvervsstyrelsen. Når udenlandske byggevirksomheder anmelder sig i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT), så får de sendt et link med de materialer, på det sprog, som du har anmeldt sig på. Det kan være enten engelsk, tysk, polsk eller dansk.

Kilde: Arbejdstilsynet

 

August 2020