Sådan skifter du yderdøren

Før du vælger yderdør, bør du overveje, hvilken dør der passer bedst til din boligs stil.

Gå gerne efter en dør, der understreger boligens udtryk – eksempelvis vil en massiv, klassisk dør passe godt til en murermestervilla og en villa fra 60’erne kan bære en mere glat og strømlinet dør.

Brug SWEDOORs designværktøj, hvis du vil se hvilken dør, der passer til din bolig.

Udvendige døre og særligt hoveddøre skal kunne tåle det skiftende danske klima og hyppig brug. Vælg en dør af høj kvalitet, der kan holde længe. Udvendige døre er et af de steder, hvor varmen nemmest kan slippe ud af boligen.

Bygningsreglementet stiller krav til yderdørens U-værdi. For yderdøre uden glas er den 1,4, for yderdøre med glas er den 1,5 og for yderdøre i sommerhus er den 1,8. U-værdien siger noget om varmetabet gennem døre, så jo lavere værdien er, jo bedre er døren for din varmeregning.

SWEDOORs udvendige døre er desuden CE-mærkede og testede i henhold til de aktuelle krav. 

Trin for trin: Sådan monterer du døren

Når du har valgt din yderdør, skal den bestilles og monteres (se også instruktionsvideoen nederst i artiklen).

Det er vigtigt, at den nye dør monteres korrekt, hvis den skal fungere problemfrit og holde længe. Hvis du er usikker på, hvordan du installerer døren, er det en god ide at bede en professionel om hjælp.

Vær opmærksom på, at en udvendig dør med fordel kan monteres under en beskyttende overbygning, der skal stikke mindst 120 mm ud fra væggen og være monteret højst 100 mm over døren. Dette vil forlænge levetiden og give dig en mere holdbar løsning.

Forberedelse

  • Start med at tage mål af murhullet og bestil den nye dør i et mål, der giver plads til en 12 mm fuge på alle sider af døren 
  • Åbn forsigtigt emballagen og tjek, at mål og finish er, som du forventer
  • Tag forsigtigt døren ud af karmen. Der er påhæftet en monteringsvejledning på karmen
  • Hvis du køber et montagesæt fra SWEDOOR, får du et komplet sæt med kiler, afstandsstykker, rawlplugs, dækpropper og skruer med tilhørende bits

Afmontering af den gamle karm

  • Tag den eksisterende dør af karmen 
  • Skru de gamle skruer ud og skær fugen løs
  • Brug evt. en sav til at skære karmen over, så det er lettere at få den gamle karm ud af dørhullet
  • Rens muren for gamle fuger og snavs

Montering af den nye karm

  • Sørg for, at bunden er i vater – brug afstandsstykker i formfast plast fra montagesættet
  • Under bundstykket klæbes ilmodbånd (eller passende elastisk fuge), inden karmen placeres løst i murhullet
  • Karmen klodses omhyggeligt op og sættes i lod og vater 
  • Vær særligt opmærksom på, at hængselssiderne er i lod, og at der er klodset op under bundstykket i denne side
  • Når karmen er på plads, bores der for i muren. Sørg for, at du borer i en sten og ikke i en fuge
  • Med rawlplugs og skruer fastgøres karmens hængselsside
  • Herefter monteres døren på karmen. Her er det nemmest at være to 
  • Når døren er monteret på karmen, kan låsesiden skrues fast i muren
  • Døren stabiliseres også i siden med afstandsstykker 

Færdigmontering

  • Døren skal nu justeres. Se afsnittet i monteringsanvisningen for præcis justering af hængslerne
  • Juster også slutblikket, så din nye dør slutter helt tæt
  • Luk skruehuller med de medfølgende dækpropper
  • Mellem dør og mur skal der isoleres (for at undgå kuldebro), inden der monteres ilmodbånd (eller passende elastisk fuge), som giver en tæt og flot finish af din nye yderdør
  • Til sidst monteres dørhåndtaget

Nu er din yderdør færdigmonteret og klar til at modstå vind og vejr i mange år fremover. 

Vi er klar til at hjælpe dig i STARK

Spørg i din lokale STARK, hvis du har brug for gode råd til monteringen eller til valg af de rette produkter.

Vi kender de professionelle, og kan du ikke klare opgaven selv, peger vi dig gerne i retning af en lokal håndværker.

Besøg os i din lokale STARK, og kom godt i gang med dit projekt. 

 

Juni 2020