Undgå nedstyrtningsfare ved reb-arbejde

Arbejder du i højden? Brug Arbejdstilsynets vejledning, der sætter fokus på arbejde i højden fra reb, såkaldt "rope access". Vi giver dig et kort overblik her.  

Arbejder du fra reb udenpå høje bygninger, skorstene, master eller siloer? Fx med service, eftersyn, reparation eller montage? Så kan du mindske risikoen for nedstyrtning og fald ved at kende vejledningen om "rope access" fra Arbejdstilsynet. Samtidig undgår du bøder, hvis der kommer tilsyn på arbejdsstedet.

Arbejdsmiljøkrav til særlig farligt arbejde

Arbejde fra højden i reb er omfattet af reglerne om særligt farligt arbejde. Det betyder, at arbejdsgiveren er forpligtet til at få lavet en skriftlig vurdering af den konkrete arbejdsopgave, og hvordan den skal udføres. Vurderingen kan indgå som en del af firmaets almindelige arbejdspladsvurdering.

Arbejdsgiveren skal samtidig sørge for at inddrage arbejdsmiljøorganisationen/arbejdsmiljørepræsentanten i arbejdets planlægning og tilrettelæggelse.

Derudover skal arbejdsgiveren sørge for, at de ansatte bliver instrueret i, hvordan de arbejder sikkert i højden fra reb, så risikoen for nedstyrtning og fald bliver minimeret.

Brug det rette udstyr til opgaven

Det er samtidig et krav for "rope access", at arbejdsgiver stiller arbejdsudstyr til rådighed, som er det bedst egnede til formålet. På den måde kan de ansatte udføre arbejdet fuldt forsvarligt og under hensigtsmæssige ergonomiske forhold.

Desuden skal arbejdsgiver sikre, at der træffes foranstaltninger, så redning omgående kan udføres, hvis den, der udfører arbejdet fra reb, ikke selv kan komme til sikkert niveau. Eksempelvis kan arbejdsgiver sørge for, at der altid er mindst to personer til stede, som kan lave højderedning i tilfælde af et uheld.

Endelig er det vigtigt, at ansatte følger virksomhedens instruktioner og anvender det rette udstyr, når de skal lave arbejdsopgaver med "rope access".

Du kan læse Arbejdstilsynets vejledning om reb-arbejde i højden her.

STARK hjælper dig med opgaver i højden

Hos din nærmeste STARK står vi altid klar med sikkerhedsudstyr, tekniske hjælpemidler, beklædning og personlige værnemidler, så du arbejder effektivt og sikkert.