Fliser og klinker på udvendige trapper og terrasser

Hvis drømmen om en terrasse med sydlandsk stemning i haven skal holde under det barske, danske klima, er der en række regler og retningslinjer mht. materialer og konstruktionsprincipper, som du skal følge ved udførelsen.

Før du lægger fliser
Fundament og underlag skal være korrekt udført
  • Fundamenterne skal føres til fast og frostfri dybde, 80 cm.
  • Betonen skal være af god kvalitet.
  • Overfladen skal have et fald på ca 2% mod afløb eller terræn.
Hvis du anlægger en terrasse direkte på terræn, skal der altid laves et drænlag. På den måde undgår du, at opstigende fugt fra jorden ophobes i konstruktionen. Er der tale om en balkon eller en tagterrasse, er det vigtigt, at man udfører en vandtæt konstruktion, så der ikke trænger vand igennem oppefra. Mange glemmer, at en fliseoverflade med fuger kun er vandafvisende og ikke vandtæt. Derfor er det ofte nødvendigt at påføre en vandtæt membran lige under fliseoverfladen. Du kan udføre en sådan membran med en cementbaseret tætningsmasse, som er egnet til udendørs konstruktioner. Endelig skal du sikre dig, at tætningen er udført, så der ikke trænger fugt op i tilstødende vægge, og at det vand, der evt. siver ned til membranen, ledes væk.

Kend din flise – og din klæber
Når du vælger din belægning, er det vigtigt, at fliserne er egnede til opgaven. Til udendørs brug skal du altid vælge et frostfast produkt, der har en lav vandoptagelse (max. 2 - 3%). Overfladen på fliserne skal være skridsikker, så du kan færdes på belægningen i al slags vejr.

TIP! Hvis du ønsker at opnå en større sammenhæng mellem dine inde- og uderum, kan du med fordel vælge fliser, der passer sammen i størrelse og farve.

Når fliserne er bestemt, skal du vælge den rigtige fliseklæber. Også her er det vigtigt, at du finder et vand- og frostfast kvalitetsprodukt, som er egnet til den valgte flisetype. Fliserne opvarmes af solen i dagtimerne og udsættes for kulde og frost om natten. Derfor kræver det en meget elastisk fliseklæber, som kan klare bevægelserne mellem belægning og underlag. Husk, at denne tendens forstærkes ved valg af mørke belægningssten.

Når du lægger fliser udendørs, skal du sikre dig, at der er 100% mørteldækning under fliserne. Der må ikke være hulrum, som kan samle vand. Hvis der samler sig vand under fliserne, risikerer du, at der opstår frostsprængninger. Derfor skal man anvende en speciel teknik, der på fagsprog kaldes buttering/floating. Det specielle ved denne teknik er, at der påføres fliseklæber på både underlaget og bagsiderne af fliserne. Derefter lægges fliserne vådt-i-vådt. Metoden er mere arbejdskrævende, men sikkerheden for et godt resultat er tilsvarende høj.

Når fliserne er lagt, skal der fuges. Normalt bør der gå min. to døgn, før du begynder på fugearbejdet. Så er du sikker på, at fliserne sidder fast, og at fliseklæberen er tør nok til, at fugerne hærder ensartet. Skal arbejdet dog udføres inden for kort tid, bør du vælge en hurtighærdende fliseklæber. Ved at anvende en hurtigttørrende lim kan du fuge efter kun 3 - 4 timer.

Fugning giver finish
Fugearbejdet betragtes desværre tit som noget sekundært, men et dårligt fugearbejde kan ødelægge et ellers perfekt flisearbejde. Derfor er det afgørende, at du også udfører den sidste del af opgaven omhyggeligt.

Normalt anvendes en cementbaseret fugemasse. Det er vigtigt at vælge en fugetype, som passer til fugernes bredde og flisernes farve og struktur. Det har stor betydning for det færdige resultat, at fugerne bliver helt fyldte med fugemasse, så overfladen kan afvandes hurtigt og ordentlig. Er fugerne for dybe, holder de vandet tilbage med risiko for, at der opstår fugtskader, og at der samler sig snavs og urenheder i fugerne. Hvis der anvendes salt til bekæmpelse af is og sne i vinterperioden, samler det sig også i fugerne, hvilket kan nedbryde deres overflade.

Ud over de cementbaserede fuger skal der normalt også anvendes elastiske fuger der, hvor der er risiko for bevægelser. Der vil typisk kunne opstå bevægelser, hvor forskellige bygningsdele eller materialer mødes. Som eksempel kan nævnes overgang mellem væg og gulv og omkring stolper til gelændre og lign. Det giver det pæneste resultat, hvis den elastiske fugemasse er afstemt i farven efter den øvrige fugemasse.

Du er naturligvis også altid velkommen til at søge råd i din lokale STARK forretning.