…

Undgå tyveri fra varebilen

Opdateret februar 2020

Håndværkere med dyrt udstyr, kostbare materialer og el-værktøj i varerummet er særligt udsatte for indbrud. Vi giver dig politiets gode råd til at undgå indbrud i varebilen.

Antallet af tyverier fra varebiler er heldigvis faldende. Med 6.943 registrerede tyverier fra varebiler i 2018 er det et fald på 13 procent i forhold til de 8.049 anmeldelser i 2017. Men selvom udviklingen går den rigtige vej, er de knap 7.000 indbrud i varebiler stadig et højt tal.  

Brug mærkning og klistermærker

Det er ofte lidt dyrere specialværktøj, el-værktøj og dyrt elektronisk udstyr, der bliver stjålet fra varebilerne. Derfor er det en god ide at mærke værktøjet med dit firmanavn og telefonnummer. Så mindsker du risikoen for at komme ud til et tomt varerum og undgår ødelagte arbejdsdage. 

Sådan reducerer du tyveri-risikoen

Rigspolitiet har opstillet en række anbefalinger, som kan mindske risikoen for indbrud i varebilen betydeligt – og samtidigt gøre det lettere at opklare sagerne, når uheldet er ude.

Her er Rigspolitiets otte gode råd:

  • Undgå at efterlade særligt værdifuldt værktøj/måleudstyr i varebilen.
  • Mærk dit værktøj og måleudstyr, hvis det efterlades i varebilen (DNA-spray og/eller GPS-tracking).
  • Undgå at parkere varevognen på øde og mørke steder.
  • Placér varevognen, så det er besværligt at komme til varevognens side og bagdøre.
  • Køb en bil uden vinduer, eller få sat en spejlfilm på, så tyven ikke kan kigge ind.
  • Sørg for, at varerummet ikke kan åbnes fra førerkabinen (deaktiver knappen i kabinen, der låser dørene op til varerummet).
  • Sæt en indvendig hængelås på indersiden af sidedøren (som til skuret derhjemme), og gå ud ad bagdørene.
  • Montér en spærre på anhængertrækket, der forhindrer bagdørene i at kunne åbne.

Mærkning af dit værktøj

Hos STARK finder du mærkningsløsningen SelectaDNA. Så kan du nemt, hurtigt og billigt sætte usynlig DNA-mærkning på dit værktøj og udstyr.

Det kan også være en god ide at kombinere mærkningen af værktøjet med piktogrammer på varebilen. Når tyven kan se, at værktøjet er sikret, falder tilskyndelsen til tyveriet.

Ved at mærke udstyret reducerer du risikoen for tyveri betydeligt, viser udenlandske erfaringer – og samtidig gør du det lettere for politiet at løfte bevisbyrden, når de standser mistænkelige biler med store mængder dyrt, professionelt værktøj.

Husk også at lave en udførlig liste over de værktøjer, udstyr og materialer, der ligger i din varebil. Så har du altid et aktuelt overblik over dine ting til gavn for planlægningen af din arbejdsdag og politiets opklaring, hvis der eventuelt skulle ske tyverier.