Genbrug af byggematerialer tænkes ind i stort renoveringsprojekt i Odense

STARK Odense en del af et stort renoveringsprojekt i Åhaven i Odense. Over 360 almene boliger fra 70’erne skal renoveres, så de lever op til nutidens byggestandarder. Det betyder, at en masse materialer skal rives ned og sendes til forbrænding.

Men med en byggebranche, der står over for massiv materialemangel, så salgsrådgiver Andreas Juhl hos STARK Odense et stort potentiale i at udnytte de mange materialer endnu en gang.

”Vi tog en lang snak med nedbryderen, som hjalp os med at undersøge, om vi kunne genbruge nogle af de byggematerialer, der skulle fjernes i forbindelse med renoveringen. Projektet er så stort, at der måtte være noget, vi kunne genbruge og genanvende derfra”, siger han.

Han havde helt ret. Der var nemlig mange elementer, der kunne reddes fra forbrænding og genbruges. Bl.a. spær og limtræ, der stammer fra 1990’erne, hvor husene fik nyt tag.

I samarbejde med STARK, leverandør til Åhaven-projektet, og en række andre organisationer, er Åhaven nu et godt eksempel på, hvordan byggematerialer kan genbruges og få nyt liv.

Samarbejde er altafgørende

I forbindelse med renoveringen af Åhaven, er der ikke udbudsmæssige krav til, at materialerne skal genbruges. Derfor er opbakningen fra bygherre, boligforeningen Civica, hovedentreprenør Enemærke & Petersen og de øvrige partnere på projektet vigtig.

Nedrivningsprocessen står Civica og Enemærke & Petersen for i samarbejde med Skærbæk Nedbrydning, STARK og projektet GENTRÆ. GENTRÆ er et projekt, der indsamler midlertidigt træ fra byggepladser, renser det og genbruger eller sælger det igen.

I forarbejdningsprocessen hjælper bl.a. unge fra den socialøkonomiske institution TAMUs arbejdsmarkedsuddannelse og Comeback, en socialøkonomisk virksomhed, hvor unge arbejdsløse bl.a. får håndværkskompetencer.

Til sidst kører STARK materialer tilbage til Åhaven igen eller videre til andre projekter, der kan bruge dem.

Udfordringer på vejen

Der findes ikke faste processer for, hvordan man genbruger materialer fra et renoveringsprojekt mest effektivt. Og med mange aktører, der skal arbejde sammen, kræver det en ekstra indsats af alle parter, fortæller Andreas Juhl.

”Det kan tage lang tid, inden projekterne bliver godkendt hele vejen rundt. Eksempelvis gik de i stå med genhusningen på et tidspunkt, og så kunne nedbryderen ikke brække husene ned. Det betød, at vi ikke havde de brædder, vi skulle bruge. Vi kunne jo ikke bare ringe til det nærmeste savværk og bestille noget nyt træ”, siger Andreas Juhl.

Projektet i Åhaven begyndte i sommeren 2021, og det varer 2,5 år endnu. I alt skal over 360 huse rives ned og genopføres.

”Vi har fundet frem til nogle gode processer for genanvendelse af materialerne i forbindelse med renoveringen i Åhaven, så nu kan vi bruge de processer igen og igen. Det tager tid at tænke genbrug ind i en renovering, fordi vi ikke er vant til at gøre det i så stor skala. Men jeg er stolt af, at vi sammen har fået de gode idéer til at lykkes”, siger han.

Samarbejdspartnere i Åhaven i Odense

Med i projektet er bl.a.:

  • Civica
  • Enemærke & Petersen
  • STARK
  • GENTRÆ
  • Skærbæk Nedbrydning
  • Verninge Savværk
  • Tegllageret
  • ORCA
  • Norrecco
  • Comeback
  • TAMU
  • A Circular Design Studio

Fakta om genbrugsindsatsen

Indtil videre er 70 af de godt 360 boliger revet ned, og det har resulteret i:

  • 4 tons limtræ: Genanvendt til stolper til overdækkede terrasser i Åhaven. Træet er forarbejdet på et savværk i Tommerup og malet af unge fra den socialøkonomiske institution TAMUs arbejdsmarkedsuddannelse.
  • 1 container med stenuld: Anvendes til et udviklingsprojekt i samarbejde med genanvendelsesvirksomheden Norrecco, hvor stenulden skal bruges i asfaltproduktion.
  • 15.000 tagsten genbruges hos Tegllageret.
  • 7,5 ton betonfliser er aftaget af landskabsarkitektvirksomhed Orca til genbrug på et projekt på Fyn.
  • 12 km udhængsbrædder: Genbruges til gangbroer til byggepladser. Gangbroerne laves af unge fra den socialøkonomiske virksomhed Comeback.
  • 150m2 terrassefliser: Genbruges i samarbejde med unge fra TAMU.
  • Se mere om projektet i et indslag fra TV2 Fyn fra 8. april 2022.

Maj 2022