Tips til at vælge trægulv

Hvilken træsort skal du vælge, og skal du tage hensyn til særlige forhold i din bolig? Og hvordan lægger du bedst det gulv, du vælger?

STARK giver dig gode råd til trægulve lige her.

Udseende og slidstyrke på dit nye gulv

Der er to ting du skal overveje, når du vælger trægulv: Slidstyrke og udseende. De lyse sorter som fyr, gran og birk er relativt bløde og altså ikke så slidstærke. Vil du hellere have et mere robust gulv, skal du vælge bøg, eg eller ask.

Hvilket gulv du vælger, bør også komme an på rummets funktion. Er det et rum, som du opholder dig meget i, som fx stuen eller køkkenet, er det en god idé at vælge en hårdfør træsort. Og omvendt kan soveværelset godt tåle et mere sart gulv. De fleste kunder vælger dog ens trægulv til alle rum.

Generelt vil danskerne gerne have unikke gulve, som giver hjemmet personlighed. Ofte vælger vi brede planker på op til 30 cm. Ved denne type gulv virker ujævnheder, som en del af naturens gang.

Massive trægulve er langtidsholdbare gulve. De tykke planker giver et godt, stabilt gulv, og hvis gulvet bliver grimt eller slidt, kan det slibes og blive pænt igen.

Parketgulve er trægulve med flere millimeters slidlag i form af massiv træ, der typisk giver mulighed for at slibe det et par gange. Gulvets udseende og karakter afhænger af træsorten. I forskellige typer parketgulve kan der være knaster, spartlede revner med videre, hvilket er med til at understrege gulvets naturlige karakter. 

Laminatgulve har et naturtro udseende, der gør det svært at se forskel på laminat og ægte træ. Den matte overflade giver gulvet en finish, der udnytter lyset og giver fornemmelsen af træ. Et laminatgulv er et meget slidstærkt gulv. De seneste 5-6 år er laminatgulve blevet meget mere lækre, og der er i dag et bredt udvalg af designs. 

Vinylgulve er et praktisk valg, da gulvet ikke kræver vedligeholdelse, men kun rengøring efter behov. Vinylen har en soft overflade, som gør den behagelig at gå på og samtidig er den meget slidstærk. 

Læg gulvet godt - dine muligheder

Det er ikke lige meget, om du lægger gulvet i rummets længde eller på tværs. Hvis du lægger dit gulv i rummets længderetning, skaber det et længere og smallere udtryk, hvorimod du opnår et kortere og brede udtryk, hvis du lægger gulvet på tværs.

Man kan enten komplementere eller lave kontraster. Hvad du vælger er helt og holdent et spørgsmål om, hvor modig du er. At følge husets arkitektur er naturligvis altid den sikre vej, præcis som et bevidst valg ofte giver spændende og personlige rum. Hvis du er i tvivl, kan du altid tage hustegninger eller billeder med ind til STARK og få vejledning af vores eksperter.

Husk på, at du i mindre rum bør vælge smallere planker, hvis du ønsker at opnå et harmonisk udtryk - og i de store rum er valgmulighederne flere.

Kvaliteten af træet

Træ er et levende materiale. Det betyder, at når træet bliver fugtigt, så svulmer det op, og når det bliver tørt, så trækker det sig sammen igen. For at et gulv skal kunne klare det nordiske klima og hverken sprækker eller rejser sig, er det utrolig vigtigt, hvordan gulvet er fremstillet.

Desuden er det vigtigt at stille spørgsmål til gulvets overfladebehandling, da der findes mange forskellige typer. Hør evt. om hvilken overfladebehandling gulvet har fået, så du ved, hvad det kan klare af slitage m.m.

Et oliebehandlet gulv er mere modstandsdygtigt over for snavs og fugt end et lud- eller ubehandlet gulv. Det nemmeste gulv at holde er et lakeret gulv, men får du ridser eller skader i lakken, skal du til at slibe af og lakere igen, og det er tidskrævende.

Som forbruger kan du med fordel spørge ind til, om materialet er miljøcertificeret og lever op til en lang række miljøkrav. Miljøhensyn ved gulvproduktion er desværre ingen selvfølge, så stil krav, hvis du gerne vil handle miljøbevidst.

Hos STARK finder du et stort udvalg af FSC-cetificeret træ, så spørg os endelig om dine muligheder for at bygge bæredygtigt. 

Få hjælp til dit nye gulv i STARK

Hos STARK finder du et stort udvalg inden for gulve - se mere i brochuren Parket, laminat og vinylgulv. Har du brug for hjælp til at vælge det helt rigtige gulv, står vi klar til at hjælpe dig med professionel rådgivning.

Vi kender de professionelle, og kan du ikke klare opgaven selv, peger vi dig gerne i retning af en lokal håndværker.

Besøg os i din lokale STARK, og kom godt i gang med dit projekt.

 

Opdateret februar 2023