Om STARK

I 2004 blev det besluttet, at de lokale trælaster i fællesskabet DDT Detail skulle stå stærkere sammen og have en tydeligere profil under selskabet STARK Group. Navnet STARK blev valgt som det nye samlede brandnavn for kæden. 

STARK beskæftiger over 2.700 medarbejdere og STARK har i dag 72 forretninger i Danmark og Grønland.

STARK henvender sig til professionelle kunder inden for byggebranchen og har særligt fokus på små og mellemstore håndværksvirksomheder. Dog omfatter kundeporteføljen alt fra enkeltmandsvirksomheder til store entreprenører, mens private kunder også er velkomne i STARKs forretninger.

STARKs historie

STARK så dagens lys i 1896, da de to århusianske firmaer "Jørgensen & Stilling" og "Petersen & Matzen" lavede en sammenlægning, der dannede fundamentet for Aarhus Trælasthandel A/S, som var selskabets første navn.

Efterhånden som Aarhus Trælasthandel A/S fik tag i markedet, blev grundlaget for blandt andet engroshandelen stille og roligt større. Derfor udvidede selskabet organisatorisk såvel som geografisk med en afdeling i København. Virksomheden oprettede sit første datterselskab, der hurtigt fik følgeskab af flere, og startede en række opkøb af lokale trælaster.

Det var i det hele taget en begivenhedsrig periode, der startede omkring århundredeskiftet, og som strakte sig over de første seks-syv årtier. Blandt andet tog selskabet navneforandring til Det Danske Trælastkompagni A/S, og dets aktier blev noteret på Københavns Fondsbørs.

De danske trælaster samlede sig i 1987 under divisionen DDT Detail. Siden 1996, hvor Det Danske Trælastkompagni A/S skiftede navn til Dansk Trælast A/S, er kommet svenske, norske og finske kæder til. Koncernen blev senere afnoteret fra fondsbørsen og ændrede igen navn til DT Group.

DT Group ændrede i 2017 navn til STARK Group.